Teledatasag breder sig til Sverige

Svenske anklagere, der har brugt dansk teledata, skal få verificeret oplysningerne hos dansk kontaktperson.

Svenske anklagere kan have brugt teledata fra Danmark. (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Scanpix)

Sagen om de fejlramte teledata i det danske retsvæsen breder sig nu over Øresund.

Hvis en person, der er involveret i en straffesag i Sverige, har været i Danmark, kan det være nok til, at det svenske politi skal have oplysninger fra det danske politi, som eventuelt skal bruges som bevis.

Derfor har den svenske anklagemyndighed nu sat en granskning i gang, oplyser myndigheden til Kristeligt Dagblad.

- Den svenske anklagemyndighed kender til det danske problem omkring fejlagtige teledata. I svenske sager, hvor tekniske beviser kommer fra dansk teledata, kommer der til at ske en granskning, lyder det.

Kan ikke bruges som bevis

Det er uvist, hvor stort omfanget er.

- Vi har taget en beslutning om, at svenske anklagere i igangværende efterforskninger, der ved, at de har fået teledataoplysninger fra Danmark, skal tage kontakt til deres danske kontaktperson og kontrollere, om de oplysninger, de har fået, er fejlbehæftede, forklarer den svenske anklagemyndighed i et mailsvar til Kristeligt Dagblad.

Det har ikke været muligt for Kristeligt Dagblad at få en kommentar fra Rigsadvokaten i Danmark eller justitsminister Nick Hækkerup (S).

Rigsadvokaten udsendte i sidste weekend en instruks om, at de såkaldt historiske teleoplysninger midlertidigt ikke skal indgå som bevis i straffesager.

Det gælder også, at teleoplysningerne heller ikke kan bruges som grundlag for varetægtsfængsling af mistænkte.

Teleoplysningerne bruges i straffesager til at angive, hvor en bestemt mobiltelefon har befundet sig på et bestemt tidspunkt. Men det viser sig, at systemet måske ikke er så pålideligt, som man troede.

/ritzau/