De danske gymnasieelever i Prag har tilsyneladende forstået, at man godt kan hælde bajere ned uden at smadre byen og hinanden.
Nogle få har været i kløerne på det tjekkiske politi. Men generelt har de tusindvis af danske unge indtil videre opført sig eksemplarisk, siger Erik Harvig fra rejsearrangøren Prague Week.
Shopping og cafe - ikke kun druk
Ifølge to af de unge gymnasieelever, er der ikke optræk til en gentagelse af sidste års vold og hærværk.
- Folk har fundet ud af, at det er bedre at respektere et land i stedet for at ødelægge det for alle andre.
- Vi vil også herned for at shoppe, sidde på cafe og opleve nogle ting.
Det fortæller 17-årige Amalie Odderskov og Maria Lindberg fra Rybners gymnasie- og handelsskole i Esbjerg.
Politiets nultolerance virker
De to teenagere mener også, at det har betydet noget, at det tjekkiske politi har strammet kontrollen og kørt en nultolerance over for dem, der var mindreårige og fulde.
- Det betyder rigtig meget, at der er så meget politi i gaderne.
For når tjekkerne siger, at man ikke må drikke alkohol, når man er under 18 - så mener de det.
- Folk ved godt, at de ikke skal pisse politiet af ved at gå hen og fyre et eller andet af, siger Amalie Odderskov.
- Vi skal også ud og feste
Rejsearrangørerne har også fået mere styr på Pragturen end sidste år.
De to unge nævner blandt andet, at der er flere informationer om, hvor og hvordan man kan få hjælp, hvis de havner i uheldige situationer i nattelivet.
Men er I her ikke også for at feste? Det lyder lidt dydsmønster-agtigt?
- Ja, det gør det. Vi tog også herned for at opleve byen og komme ud og se nogle ting, men selvfølgelig også for at komme ud og møde nogle andre unge og have det sjovt om aftenen.