Præcis 17.
Så mange år nåede passagerflyet fra Malaysian Airlines, der igår styrtede ned i Ukraine tæt på den russiske grænse, at være på vingerne.
Det malyasiske Boeing 777 med registrerings-nummeret MH17 begav sig ud på sin første tur d. 17. juli i 1997.
Og i går - ligeledes d. 17. juli - blev der således sat et brat stop for præcis 17 års tro tjeneste, da flyet, ifølge flere kilder, blev skudt ned af missiler, da det lå i luftrummet over Ukraine.
Således synes tallet 17 at have været skæbnesvangert for det forulykkede passagerfly, hvilket heller ikke er gået uset hen på de sociale medier.
Tilfældighederne omkring tallet bliver dermed lige nu flittigt delt på det sociale medie, Twitter.
17 år uden problemer
2014 har været et hårdt år for Malaysia Airlines.
I marts tidligere i år mistede flyselskabet kontakten til et af dets øvrige passagerfly - en Boeing 777 med indregistreringsnummeret MH370 samt 283 passagerer ombord - da flyet var på vej fra Kuala Lumpur til Beijing.
Flyet er endnu ikke fundet. Det formodes dog, at det er styrtet i det Indiske Ocean.
Ifølge Malaysia Airlines havde det seneste forulykkede passagerfly MH17 fløjet i alt 75322 timer uden nogensinde at have været i problemer.