En naturbrand har siden i går middag hærget Randbøl Hede mellem Billund og Vejle.
Ilden var under kontrol sent i aftes, men hele natten har brandfolk efterslukket. Der blusser stadig småbrande op på grund af gløder og vind, oplyser Sydøstjyllands Politi, men de brande bliver også slukket.
Lørdag eftermiddag har de personer, der bor på landejendomme tæt ved ilden, og som blev evakueret i går, også fået lov til at vende hjem.
En af dem, som kom rigtig tæt på branden i går, er Sine Møller. Både hun og hendes forældre bor i området og måtte evakueres, fordi ilden var tæt på.
Hendes far havde netop hentet hende i Billund Lufthavn, da de opdagede røg over landskabet på køreturen hjem.
- Jo tættere vi kom, jo mere ondt i maven fik jeg over, at det så ud som om, ilden var meget tæt på hjemme. Vi kørte ned ad vejen, der var brandbiler, og naboerne var der også, fortæller hun til P4 Trekanten.
Familien har også en skovejendom på den vestlige side af heden, og den kørte de hen for at kigge til.
- Vi kunne se røgen nok cirka fire kilometer derfra. Men så gik det saftsuseme stærkt. Der er så tørt, så tørt derude, og græsset er langt – og så går det enormt stærkt, når det brænder, siger Sine Møller.
Brandvæsenet var ikke nået frem til netop det sted på heden endnu, og inden de nåede frem, havde ilden fat i skoven.
- Vi var bange for, at det øjeblik ilden fik fat i de store træer, så ville laden nok også ryge, siger Sine Møller.
Sådan gik det heldigvis ikke. Familien har siden tjekket ejendommen, og laden står endnu.
Ifølge Sydøstjyllands Politi er der ikke sket skader på de ejendomme, som folk måtte evakueres fra. Heller ingen mennesker er komme til skade.
Værre står det til med træerne. Sine Møller vurderer, at cirka 20 procent af de 90 hektar skov, familien har, er brændt.
Boet der i 40 år
En anden, som også kom rigtig tæt på flammerne, var skovejer Jens Grøn.
- Jeg har boet her i 40 år, jeg ville ikke kunne bære det, hvis min skov brændte, siger han til P4 Trekanten.
Hans skov brændte heldigvis ikke, men han fulgte nervøst med i slukningsarbejdet fra sidelinjen fra klokken 13 til 22 i går.
- Det er en meget frustrerende oplevelse at se ilden komme nærmere og nærmere, og jeg var voldsomt bekymret. Ingen af os havde drømt om, at det kunne gå så stærkt, siger han om ildens fremmarch på den knastørre hede.
Heldigvis kom ingen mennesker til skade - men det er meget sandsynligt, at ilden fik taget liv af dyr på heden. Det fortæller Inken Breum Larsen, der er skovridder i Naturstyrelsen i Trekantområdet.
Kid i højt græs
- Det er ikke til at vide præcist, hvem der bor derude. Men generelt lægger rådyr deres kid i højt lyng, for der er de beskyttede. Det er ikke sandsynligt, at alle rådyr har fået kid med ud, og en del hugorme har også måttet lade livet, for de har ikke kunnet komme væk hurtigt nok, siger hun.
Hvad betyder en brand for heden?
- Det er naturligt for heden at brænde ind i mellem. Vi plejer heden med kontrollerede afbrændinger – det er dog i langt mindre målestok og uden for ynglesæsonen. Så den her brand vil forynge heden med nyt lyng, men for heden som naturtype er det ingen katastrofe.
60 mand fra Beredskabsstyrelsens afdelinger i Thisted, Herning, Haderslev og Hedehusene har slukket branden i samarbejde med Trekantområdets Brandvæsen.
Endnu ved man ikke, hvorfor branden fik fat på heden, men sikkert er det, at det er tørt derude.
14 kommuner har lavet afbrædningsforbud mod afbrænding af haveaffald og brug af grill uden fast, ubrændbart underlag i det fri.