Krigen i Syrien kom for alvor til Danmark i 2015.
Mere end 8.500 syriske flygtninge søgte asyl her i landet. En af dem er den i dag 41-årige Nidal Hassan, som DR Nyheder har fulgt, siden han boede med sin søn på asylcenter på Langeland.
Her er Nidal Hassans historie.
Jeg besluttede mig for, at vi måtte flygte, da naboens hus blev bombet. Det skete, mens min søn Rani legede på taget. Han slog sit hoved, og jeg tog på hospitalet med ham. Men da vi kom tilbage, var vores hus for ødelagt til, at vi kunne blive der.
I min hjemby Aleppo arbejdede jeg på en restaurant og forsørgede min kone Sakina og vores tre børn. Vi har to piger, Reima på fire år, Rama på 7 år og Rani, der nu er seks år.
I første omgang tog vi til mine svigerforældre i en landsby uden for Aleppo.
Men det var heller ikke sikkert at være i landsbyen. Derfor besluttede jeg mig for, at jeg ville rejse til Danmark. Jeg googlede alle lande i Europa. Og besluttede mig for at rejse til Danmark.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a59bb8dada11f9f1cbce9101c
Vi rejste fra Syrien i slutningen af 2014.
Vi besluttede os for, at det kun var mig og min søn Rani, der skulle tage af sted. Jeg havde ikke råd til at betale for at få hele familien med til Europa. Der er mange, der har spurgt, hvorfor jeg tog en fireårig dreng med. Men jeg ville også aflaste min kone.
Først rejste vi til Tyrkiet, hvor jeg betalte en menneskesmugler 6.000 euro for at skaffe os til Danmark. Men han snød os, og vi kom ingen steder. Der gik mange måneder i Tyrkiet, før jeg fik en ny aftale. Min familie hjalp mig med pengene. I starten af juni 2015 betalte jeg 8.000 euro til en menneskesmugler, og vi tog af sted på rejsen. Det startede med, at vi sejlede til Italien.
Jeg vil ikke snakke om den tur, for det var meget ubehageligt for både mig og min søn.
Den 22. juni kom vi til Danmark og henvendte os på Modtagecenter Sandholm. Vagten sagde "velkommen og vent lige dér" – og så var vi flygtninge.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a59bba798a11f9f1cbce910da
DR Nyheder mødte første gang Nidal Hassan og sønnen Rani i september 2015, da de boede på flygtningecenter på Langeland.
Vi kom til at bo på flygtningecenter på Langeland. Jeg var meget bange for, om vi kunne blive, eller vi ville blive sendt tilbage til Syrien - eller måske et andet land.
Det hele ændrede sig, da jeg fik post en måneds tid efter, at vi var kommet til Langeland. Jeg havde fået opholdstilladelse i fem år.
Min søn og jeg tog toget til Rudersdal Kommune, hvor vi skulle bo. Vi skulle køre igennem en stor del af Danmark.
Vi blev indkvarteret på et værelse, hvor der var to senge og ikke ret meget andet.
I den periode havde jeg det ikke godt. Jeg tænkte kun på resten af min familie, der stadig var i Syrien.
Derfor kunne jeg ikke koncentrere mig om sprogskolen. Det eneste jeg ville, var at komme ud af systemet og klare mig selv, så jeg kunne få min familie hertil.
Min kone var i en landsby tæt på grænsen til Tyrkiet og brugte et tyrkisk simkort i sin telefon. Men der var kun forbindelse en gang imellem. Jeg ringede hele tiden, men kom kun igennem en gang imellem. Jeg var hele tiden bange for, hvad der skulle ske med dem.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a59bba717a11f9f1cbce910b9
Jeg fik praktik hos en restaurant og blev også tilbudt et job bagefter, men jeg kunne ikke tage det, da min søn ikke kunne være alene om aftenen. Jeg lavede ikke ret meget, og samtidig hørte jeg om alt det, der skete i Syrien.
I efteråret 2016 fik jeg besked om, at min familie kunne komme hertil. Det gjorde mig meget glad. Men der gik alligevel noget galt. For min kone havde et tyrkisk stempel i sit pas, og der var problemer med de syriske myndigheder, da hun skulle ud af landet. Jeg betalte en advokat i Syrien for at hjælpe.
Det hele lykkedes dog til sidst. I december landede resten af min familie med flyveren i lufthavnen i Kastrup. Jeg så mine døtre og min kone igen.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a59bba236a11f9f1cbce91089
Det sidste år har været et rigtig godt år.
Vi bor i et rækkehus i Birkerød. Vi har værelser til børnene og en have, hvor børnene kan lege i. Der har jeg også plantet rucola, radiser og persille.
Og så har jeg fået et arbejde. Det er hverken praktik eller løntilskud eller noget som helst - det er et rigtigt job, hvor jeg tjener mine egne penge. Jeg er stolt af at kunne forsørge min familie.
Det er et job, jeg har fået gennem venner, som jeg har lavet mad for.
Jeg er kok i Søllerød Golfklub og laver dansk mad og smørrebrød. Men en dag om ugen laver jeg arabisk mad. Min chef havde hørt om, at jeg var god til at lave mad, og så kom jeg på prøve og i løntilskud hos ham.
Nu hvor jeg har fået rigtigt arbejde, får hverken min kone eller jeg penge af kommunen, så vi klarer os selv. Det betyder, at jeg føler mig fri. Jeg kan gøre, hvad jeg vil uden at spørge kommunen. Og jeg kan betale det tilbage, jeg har jeg fået.
I fremtiden håber jeg at kunne åbne en lille restaurant. Alle mine naboer kan godt lide min mad, så de siger: "Åbn en restaurant, så kommer vi og spiser".
Jeg har stadig ikke lært at tale dansk. Jeg forstår, hvad du siger, men jeg kan ikke svare. Jeg skal nok lære det.
Jeg har alt i det her land.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:59bbd93b6187a412fc6d6b80