Syriske flygtninge går fri af nye strammere regler

Regeringens bebudede stramninger af asylreglerne vil ikke ramme flygtninge fra Syrien.

Rigtig mange syriske flygtninge vil ikke blive omfattet af regeringens strammere asylregler, siger den radikale leder, Morten Østergaard. (Foto: © Betina Johnbeck)

Rigtig mange syriske flygtninge vil gå helt fri af de stramninger af asylreglerne, som regeringen har bebudet, siger de radikales leder, Morten Østergaard.

Stramningerne skal være med til at bremse et flygtningetal, der ventes at nå 20.000 i år - især som følge af krigen i Syrien.

Men individuelt forfulgte, bliver ikke ramt af stramningerne, og sidste år omfattede den kategori to tredjedele af alle Syrien-flygtninge.

Niveauet ser ud til at være det samme i år.

Uden betydning

- En meget stor del af de syrere, som kommer, er unge mænd på flugt fra værnepligt. De vil altså have et helt normalt asylmotiv som værende individuelt forfulgte. For dem, bliver intet ændret, siger Morten Østergaard til Jyllandsposten.

Hvad angår den sidste tredjedel af flygtningene, som altså har udsigt til midlertidigt asyl og ingen familiesammenføring det første år, mener Østergaard, at mange af dem kommer med deres familier.

- For dem er stramningen af familiesammenføringen altså uden betydning, siger han.

Regler vil få effekt

Socialdemokraternes politiske ordfører, Maja Panduro, siger i en e-mail til avisen, at det er svært på forhånd at vurdere den konkrete effekt.

- Men når vi strammer asylreglerne, er det selvfølgelig fordi, vi mener, at det har effekt, skriver hun.