Syriensfarer fra Danmark har fået frataget sin opholdstilladelse

Udlændingestyrelsen har for første gang frataget en syriensfarer opholdstilladelsen.

En syriensfarer fra Danmark har fået frataget sin opholdstilladelse her i landet.

Det bekræfter Udlændingestyrelsen over for DR Nyheder.

Dermed er det første gang, at danske myndigheder tager en ændring i udlændingeloven i brug, som blev indført i marts 2015.

I et halvt år har det nu været muligt at fratage en person opholdstilladelsen, hvis der er grund til at antage, at udlændingen har opholdt sig uden for landet og deltaget i væbnet konflikt. Samtidig har det været muligt at fratage passet hos danske statsborgere, hvis politiet har mistanke om, at en person er på vej i væbnet konflikt.

Fem pas er inddraget

I alt har fem danske statsborgere fået frataget deres pas og fået udrejseforbud, fordi man vurderede, at de var på vej til Syrien eller Irak for at kæmpe.

I en af sagerne ville en dansk statsborger til Syrien for at kæmpe imod Islamisk Stat, men blev stoppet af politiet, som moderen havde kontaktet.

I fire andre tilfælde vurderede politiet, at personerne ville kæmpe for terrororganisationen Islamisk Stat eller organisationer med tilknytning hertil.

Den såkaldte paslov har været kritiseret af blandt andre Enhedslisten, terroreksperter og juridiske eksperter på grund af retssikkerheden. Flere mener, at mistankegrundlaget for at kunne inddrage pas og fratage opholdstilladelsen er for vag.