Den syrienkriger, der tidligere i dag er blevet hjemsendt fra Tyrkiet, er nu ankommet til Københavns Lufthavn, hvor han blev anholdt umiddelbart efter ankomsten.
Det oplyser Københavns Politi.
Den 28-årige er dansk statsborger, og han har ifølge Københavns Politi tidligere fået en dom på fire års fængsel i Tyrkiet for at have tilsluttet sig terrorbevægelsen Islamisk Stat.
Manden blev ifølge politiet begæret udleveret fra Tyrkiet i 2017 og er i Danmark sigtet for to forhold i straffelovens paragraf 114 - den såkaldte terrorparagraf.
Derudover er han sigtet for at overtræde paragraf 136, der handler om tilskyndelse til forbrydelse.
Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret i morgen med henblik på varetægtsfængsling.
Mandens danske forsvarer, Michael Juul Eriksen, har endnu ikke talt med sin klient efter ankomsten til København og ønsker derfor ikke at udtale sig.
Skød til måls efter Anders Fogh Rasmussen-foto
Ifølge DR's oplysninger er der tale om Ahmad el-Haj, der er født i 1991. Han var én af de fire i en gruppe af Syrien-jihadister, som var en del af den islamistiske gruppe 'Kaldet til Islam', der som de første danskere rejste til Syrien i 2013.
Samme år, han rejste til Syrien, fik den danske offentlighed for alvor kendskab til Ahmad el-Haj, da han var med i en propaganda-video.
Her skød han og tre andre danske syrienkrigere til måls efter billeder af blandt andre Naser Khader og tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.
I videoen blev seks danskere udpeget og betegnet som 'fjender af islam'.
Videoen kan ses herunder. Ahmad el-Haj er nummer to fra venstre.
I 2014 blev han i Københavns Byret varetægtsfængslet in absentia.
Ahmad el-Haj har udelukkende dansk statsborgerskab, hvorfor Danmark ikke vil kunne fratage ham dette.
Kan ikke gå
Ahmad el-Haj har tidligere fortalt, at han sammen med sin kone tog fra Syrien til Tyrkiet i 2017, efter at han var blevet hårdt såret i et angreb.
Siden december 2017 har han ventet på at blive udleveret til Danmark fra Tyrkiet.
Det skete så i dag, efter at det tyrkiske indenrigsministerium meddelte, at det i dag ville sende en dansk statsborger med tilknytning til Islamisk Stat tilbage til Danmark.
I juli i år fortalte Ahmad el-Haj i et interview med P1 Orientering, at han blev hårdt såret i et bombeangreb i Syrien. Under interviewet befandt han sig på et udrejsecenter i Tyrkiet.
- Jeg sidder i en kørestol og kan ikke gå. Man kan se knogler ud af min højre fod, og jeg ligger med sår og smerter 24 timer i døgnet, sagde han.
- Jeg føler, at de siger, at jeg bare kan dø her, fordi jeg er en trussel, hvis jeg kommer hjem. Men jeg fortryder, jeg tog derned, lød det.
Sådan lød Ahmad el-Haj i P1 Orientering i juli: