Sygemelding og en sur forsvarer: Her er de vigtigste ting fra svindelsagens dag 2

Britta Nielsens forsvarer manglede vigtige dokumenter om Sydafrika-udlevering.

Forsvarer Nima Nabipourt ankommer til Københavns Byret i dag. (Foto: © Niels Christian Vilmann, Scanpix)

Det blev en noget kortere dag end forventet i retssal 60 i Københavns Byret.

Allerede lidt efter klokken 11 afsluttede retsformanden den anden retsdag i sagen mod Britta Nielsen, der er tiltalt for millionsvindel.

Britta Nielsen skulle egentlig have siddet på rettens midterste stol i dag for at afgive forklaring, men hun mødte ikke op på grund af sygdom.

I går blev hun hentet i en ambulance, efter hun blev svimmel ved retsmødet. Hun har tidligere haft hjerteproblemer.

Dagens overbliver bliver derfor noget kort. Men I skal ikke snydes for dagens centrale pointer:

1

Sen sygemelding

(Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) (Foto: © Niels Christian Vilmann, Scanpix)

Først på morgenen troede både presse og forsvarer Nima Nabipour, at Britta Nielsen var i godt nok helbred til at komme til dagens retsmøde.

Men klokken 09.22 meddelte retsformand Vivi Sønderskov Møller de over 30 fremmødte tilhørere, at Britta Nielsen fortsat var for syg til at møde op i retten.

- Britta Nielsen har meldt sig syg, og retsmødet er derfor udskudt, lød det kort fra retsformanden. Derfor blev alle lokalets tilhørere sendt ud på gaden.

Senere på formiddagen kom det frem, at forsvarer Nima Nabipour har fået tilsagn om at kunne besøge Britta Nielsen på søndag, og at han først derefter kan sige noget om hendes tilstand.

Tredje retsdag i sagen er på tirsdag, hvor det er planen, at Britta Nielsen også skal give forklaring i sagen.

- Søndag får jeg en afklaring. Vi regner stærkt med, at hun kan afhøres tirsdag, lød det fra Nima Nabipour.

2

Omstridt udlevering fra Sydafrika

Uanset hvad vil der dog blive afholdt retsmøde på tirsdag.

Her skal den udleveringsaftale, der læses op i tv-klippet ovenfor, blandt andet diskuteres.

Da Britta Nielsen blev anholdt i november sidste år, sagde hun nemlig frivilligt "ja" til at komme hurtigt til Danmark. Derfor skrev hun under på, at hun var indforstået med, at hun kunne blive anklaget for flere forbrydelser, når hun kom til Danmark.

Men hendes danske advokat var ikke orienteret om indholdet af aftalen og talte aldrig med Britta Nielsen om den.

- Jeg kender ikke omstændighederne om, hvad hun har fået lovning på i Sydafrika, sagde Nima Nabipour.

- Det til trods for, at jeg anmodede dansk politi om at komme i kontakt med min klient, mens hun var anholdt i Sydafrika, men det kunne ikke lade sig gøre, lød det fra forsvareren.

Han ville gerne have gennemgået aftalen med Britta Nielsen på dansk, og han er ikke sikker på, at han ville have rådet hende til at skrive under på den.

Aftalen gjorde, at en dommer den 8. november faktisk sagde "you are free to go" til Britta Nielsen. Hun blev løsladt og kunne på fri fod følge med to danske betjente i et fly til Danmark.

Så snart hun landede på dansk grund, blev hun anholdt.

Aftalen gjorde, at hun kom langt hurtigere til Danmark, end hvis en formel udleveringsaftale skulle igennem retssystemet. Men ved en fejl har Nima Nabipour først i går fået dokumenterne med indholdet af aftalen fra anklagemyndigheden:

- Der er skete en fejl, så det dokument ikke blev lagt som bilag i sagen, sagde anklager Kia Reumert i dag.

Hun forklarede, at det først er blevet opdaget nu, fordi forsvareren aldrig før har gjort opmærksom på, at han manglede dokumentet med aftalen - som i øvrigt har været beskrevet i flere medier.

- Det er en aftale, som man ikke har kunnet undgå at blive bekendt med. Det er blevet live-transmitteret på flere medier.

Anklagemyndigheden skal nu komme med en redegørelse af forløbet om den her udleveringsaftale.

Du kan høre DR's podcast om svindelsagens dag 2 her:

3

Strafferammen: 8 eller 12 års fængsel

(Foto: © Colourbox)

Dagen i dag kom altså mest til at handle om juridiske spørgsmål om bilagering, procedurer og om særlige paragraffer.

En vigtig diskussion, hvis man spørger forsvarer Nima Nabipour.

For ham handler det nemlig om, at han ikke mener, at Britta Nielsen bør være tiltalt efter en særlig paragraf i straffeloven, som gør, at hun kan risikere fængsel i op til 12 år.

Normalt er strafferammen for groft bedrageri, som er det, Britta Nielsen har erkendt, otte år.

- Min klient vil først udtale sig om overførslerne, og hvordan det her er foregået, når det spørgsmål er afklaret, har Nima Nabipour udtalt.

Spørgsmålet om strafferammen er ellers ikke noget, der normalt plejer at fylde så meget, før tiltalte overhovedet har afgivet forklaring eller er kendt skyldig i sagen.

Men det gør det altså i svindelsagen.

Noget som både anklager og retsformanden var forundrede over.

- Jeg kan ikke se, at hun ikke skal kunne blive afhørt til det, selvom der ikke er taget stilling til strafskærpelsesdelen endnu, lød det noget utålmodigt fra Vivi Sønderskov Møller i går.

Hvordan diskussionen om paragrafferne og udleveringsaftalen ender, bliver vi klogere på tirsdag, når tredje retsdag er i kalenderen.

Hør interviewet forsvarer Nima Nabipour her: