Syg esbjergenser til SF: Hvorfor skal I bestemme, hvor min datter og jeg må bo?

SF's politiske ledelse diskuterer ghettoaftale med en familiefar på Twitter.

Skolelæren Stefan Pedersen fra Esbjerg langer ud efter regeringens nye aftale på omkring indsatsen imod parallelsamfund. Han undrer sig særligt over, hvorfor SF er med i aftalen. På Billedet er statsministeren på besøg i Esbjerg. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Folk på offentlig forsørgelse får fremover forbud mod at leje en bolig i de 16 mest udsatte boligområder. Det er regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti (SF) blevet enige om.

Og det undrer Stefan Pedersen, en sygdomsramt far fra Esbjerg, at SF er med i aftalen. På Twitter skriver han:

- Hej Pia Olsen Dyhr. Stefan, 32 år og far til en datter, her. Jeg er uddannet lærer og ustraffet. Blev alvorligt syg for fire år siden og er derfor først nu på vej ud af kontanthjælpssystemet. Hvad er det fornuftige i, at der er dele af min by, Esbjerg, hvor jeg ikke længere må bo? Lyder Stefan Pedersens tweet.

I praksis betyder aftalen, at de almene boligselskaber fremover ikke må udleje boliger i de såkaldte hårdeste ghettoområder til folk, der modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse.

De boligområder, der fire år i træk har optrådt på regeringens ghettoliste, kategoriers som "hårde ghettoer". I dag gælder det 16 ud af de i alt 30 områder.

Partierne bag aftalen mener, at initiativet vil være med til at sikre, at flere slags beboere på sigt flytter ind i områderne. Men Stefan Pedersen forstår ikke, hvorfor SF har været med til at bestemme, at han og datteren ikke kan flytte derhen, hvor de vil.

I Esbjerg, hvor de bor, er boligområdet "Stengårdsvej" kategoriseret som hård ghetto, og derfor kan Stefan Pedersen, der har været på kontanthjælp i fire år, ikke flytte ind dér.

Lad diskussionen begynde

Stefan Pedersens tweet ender med at nå en del bredere ud, end han nok havde regnet med. Faktisk får han svar fra SF-formand, Pia Olsen Dyhr, gruppeformand Jakob Mark og folketingskandidat for SF Andreas Albertsen.

Deres argumenter og Stefan Pedersens stigende frustration forløber som følger:

Jakob Mark er den første til at svare Stefan Pedersen:

- Derudover fik vi også ind, at der ved boligmangel fortsat kan undtages fra reglen, og at medborgere, der i forvejen bor der, selvfølgelig ikke skal flytte. Jeg anerkender, at det er et hårdt greb for at sikre en blandet beboersammensætning, men det er meget bedre end udgangspunktet, svarer han.

Pia Olsen Dyhr uddyber:

- Den er ikke diskrimerende. Den er det modsatte. Den sikrer, at flere børn får en chance for et godt liv fra starten af.

Stefan Pedersen er nu forvirret på et højere plan. Han forsøger igen:

- Hvordan skal det hjælpe min datter, at der er steder, hvor jeg ikke må bosætte mig? Jeg forstår det ganske enkelt ikke. Helt oprigtigt, prøver han igen.

Jakob Mark svarer, at man i øvrigt har fået skrevet ind i aftalen, at kommunen skal finde en alternativ bolig, så Stefan Pedersen og hans datter har ret til en lejlighed et andet sted end boligområdet Stengårdsvej.

Men Stefan Pedersen er stadig ikke tilfreds. Han kan ikke forstå, hvorfor han godt må flytte til Stengårdsvej, når han igen er i arbejde, men ikke nu.

- Må vel betyde, at SF anser kontanthjælpsmodtagere som problemskabere i sig selv?, skriver Stefan Pedersen.

Mere end 100 delinger

Nu melder folketingskandidat for SF i Vestjysk storkreds Andreas Albertsen sig i diskussionen. Han spørger, om Stefan Pedersen ikke kan se problemer i, at mange med de samme udfordringer bor sammen.

- Jeg synes da, der er noget rigtigt i at stræbe efter blandet beboersammensætning - når altså de, der afvises, får et alternativt tilbud, skriver Andreas Albertsen.

Igen stiller Stefan Pedersen sig uforstående:

- Det gør mig ked af det. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg bliver et problem for et område, blot fordi jeg p.t. er ramt af sygdom. Jeg har en glimrende lærereksamen og er på vej op igen, skriver han.

Diskussionen fortsætter og de tre SF-politikere må flere gange forsvare sig ikke bare over for Stefan Pedersen, men også debattør og feminist Emma Holten, der kritiserer SF's politik.

Mere end 100 har delt Stefan Pedersens første tweet, der er mere end 450, der synes godt om det, og af de 16 kommentarer, der er på opslaget, tegner SF-politikere sig for de otte. Så han må siges at have fået politikerne i tale.

Men han er ikke den eneste, der har rejst kritik af SF. Der kommer også kritik fra egne rækker. Tidligere sundhedsborgmester i København Ninna Thomsen (SF), nu direktør i Mødrehjælpen, skriver på Twitter:

- Først beder I kommunerne om at bygge boliger til landets fattigste familier, og så siger I at de fattige ikke må bo der? Der er noget her, der ikke hænger sammen, skriver hun.

Ligesom også SF-borgmester på Langeland, Tonni Hansen, mener, at man blot vil skubbe problemerne videre til kommuner som hans egen.