Svinkløv-brand: Efterforskning må vente

Brandfolk er stadig i gang med at slukket branden på Svinkløv Badehotel.

Svinkløv Badehotel er brændt ned til grunden, og brandfolkene arbejder stadig med slukningsarbejdet. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Først tidligst i morgen regner efterforskerne med at kunne begynde på undersøgelsen af årsagen til den voldsomme brand på det historiske Svinkløv Badehotel ved Fjerritslev i Nordjylland.

Det står det klart, at hotellet er brændt ned til grunden. Men tidligst i morgen regner efterforskerne med at kunne granske brandårsagen nærmere.

- De er stadig i gang med slukningen deroppe. Vi kommer ikke til at lave nogen brandundersøgelser, før man er færdig med at slukke, og hele brandstedet er kølet af. Jeg føler mig ret overbevist om, at vi ikke kommer ind i dag, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen fra Nordjyllands Politi.

Ifølge Frank Olsen er branden formentlig opstået i køkkenet i kælderen.

De omkring 70 gæster, der befandt sig på Svinkløv Badehotel i nat, blev alle evakueret, og ingen er kommet noget til.

Badehotellet, der var en af Danmarks største træbygninger, er opført i 1925 af danskamerikaneren Carl Brix Kronborg, der vendte hjem til Danmark efter krigen.

/ritzau/