Svinepest kan slagte dansk svineeksport

Danish Crown har lukket deres slagteri i Herning på grund af mistanke om svinepest. Er der tale om svinepest, kan det slå bunden ud på den danske svineeksport.

Der er ikke konstateret klassisk svinepest i danmark siden 1933. //ARKIV// (© DR)

Et dødt slagtesvin med symptomer på svinepest har i dag lukket Danish Crown slagteriet i Herning og sat Fødevarestyrelsen i alarmberedskab.

Og det er der god grund til, for hvis der er tale om svinepest, vil det få katastrofale konsekvenser for den danske eksport af svinekød.

- Det er meget kritisk. Hvis vi får svinepest, så vil vores eksportmarkeder uden for EU lukke. Det vil simpelthen slå bunden ud af økonomien i en periode, siger chefkonsulent i Midtjysk Svinerådgivning, Mogens Bækgaard, til DR Nyheder.

Der er ikke registreret tilfælde af klassisk svinepest i Danmark siden 1933

11 milliarder står på spil

Det er ikke småpenge det handler om, når vi taler om den danske svineeksport til lande udenfor EU.

Interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer vurderer eksporten af danske svin og svinekød til lande udenfor EU til at være på lidt over 11 milliarder i 2012.

Morten Bækgaard vil ikke sætte et tal på det mulige tab, men han vurderer, at et udbrud af svinepest utvivlsomt vil påvirke kiloprisen, som svineavlerne får for deres slagtesvin.

Danmarks vigtigste markeder uden for EU er USA og Japan. Udover kød eksporterer Danmark også en tredjedel af vores smågrise til udlandet.

Svar indenfor få dage

På nuværende tidspunkt undersøger eksperter fra Fødevarestyrelsen det pågældende dyr. Man regner med, at svaret på disse undersøgelser allerede falder i morgen eller en af de kommende dage.

- Der er en meget lille risiko for, at det drejer sig om svinepest. Det er ikke unormalt, at der dukker symptomer op, der ligner svinepest. For det meste viser det sig ikke at være slemt, siger Mogens Bækgaard.

Hvis tilfældet viser sig at skyldes svinepest, bliver et større beredskab sat i gang med at rydde pågældende områder for svin.

Forekomster af svinepest er sjældne

I de sidste 80 år har der ikke været dokumenterede tilfælde af svinepest i Danmark, og generelt er sygdommen meget sjældent.

Typisk forekommer tilfælde af svinepest i EU i Østeuropa. Derudover er Rusland også kendt for at have svinepest.

Nu tjekker eksperter fra Fødevarestyrelsen den døde gris for at konstatere, om det er svinepest, der er tale om.

- Svinepest forekommer meget sjældent. Det er rigtigt, at det findes i Østeuropa, men ellers er det ikke specielt udbredt i EU, siger Mogens Bækgaard.