Den svindelmistænkte Britta Nielsen og hendes søn, der er sigtet for hæleri i sagen om formodet svindel med tilskudsmidler, er frivilligt gået med til at blive i fængslet.
Dermed er der ikke som tidligere ventet et retsmøde i morgen om deres varetægtsfængsling, som forlænges til foreløbig 18. december, oplyser anklagemyndigheden.
Britta Nielsen er fortsat mistænkt for at have svindlet Socialstyrelsen for mindst 111 millioner kroner. Det beløb har ikke ændret sig, siden sagen kom frem i oktober.
Samme beløb fremgik også af sigtelsen, da Britta Nielsen blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet 10. november.
- Der er ikke nogen ændring i sigtelsen, siger presseansvarlig for bagmandspolitiet (SØIK) Simon Gosvig.
Først var beløbet 6,3 millioner kroner
Da mistanken mod den 64-årige kvinde opstod, steg beløbet ellers på få dage med mere end 100 millioner kroner.
Det fremgår af en aktindsigt i de skriftlige orienteringer om sagen, som løbende blev sendt til børne- og socialminister Mai Mercado (K).
Dokumenterne viser forløbet omkring den formodede svindelsag, før offentligheden blev informeret om sagen.
Den 24. september var Britta Nielsen mistænkt for at have svindlet for mindst 6,3 millioner kroner.
- Der kan være tale om flere transaktioner end dem, der indtil nu er identificeret, står der i den første skriftlige orientering.
Voksede med 105 millioner kroner
Tre dage senere lå en ny status klar.
- Vi har torsdag aften den 27. september 2018 med hjælp fra de eksterne eksperter fået en begrundet mistanke om, at beløbet for underslæb kan være langt større end tidligere antaget, står der.
Der var fundet yderligere overførsler, som havde fået det formodede svindeludbytte til at stige til 43 millioner kroner. Fundene var i løbet af aftenen og natten blevet drøftet med Socialstyrelsen og ministeriet og kontrolleret yderligere.
- Vores eksterne eksperter vurderer på den baggrund med 95 procent sandsynlighed, at beløbet på de knap 43 millioner kroner er validt, står der.
Af dokumenterne fremgår, at eksperterne på daværende tidspunkt forventede, at beløbet var væsentligt større.
Otte dage efter den første orientering voksede beløbet igen – altså den 2. oktober.
- Der er i dag blevet identificeret yderligere transaktioner, og det samlede beløb udgør aktuelt knap 111 millioner kroner, lød det i en ny orientering.
Undersøgelser er forsinket
Mistanken mod Britta Nielsen opstod, da Roskilde Kommune i august opdagede, at de manglede et beløb på godt 69.000 kroner i tilskudsmidler fra Socialstyrelsen.
Det viste sig, at beløbet ikke var blevet udbetalt til kommunen, men til en privat bankkonto hos Danske Bank i Hvidovre. Kontoen tilhørte Britta Nielsen, der siden 1977 havde arbejdet i tilskudsforvaltningen.
Tidligt i forløbet blev it- og revisionseksperter hentet ind fra blandt andet revisionsfirmaet PwC for at hjælpe Socialstyrelsen med at afdække omfanget af den formodede svindel.
Efter den indledende undersøgelse er der sat to nye undersøgelser i gang.
Undersøgelserne skulle have ligget klar inden årsskiftet, men den forventede deadline er blevet rykket til den anden side af årsskiftet, oplyser Børne- og Socialministeriet.
Den ene er en revisionsundersøgelse, som PwC står for.
Undersøgelsen skal kortlægge det eksakte omfang af den formodede svindel og afdække, hvordan sagen kunne finde sted.
Den anden er en advokatundersøgelse, hvor Kammeradvokaten skal finde ud af, om der skal placeres et ansvar for den formodede svindel.
DR Nyheder har været i kontakt med PwC, der er underlagt tavshedspligt og ikke kan udtale sig om hverken den indledende undersøgelse eller den efterfølgende.
DR Nyheder arbejder på at få en kommentar fra Socialstyrelsen.