En router, papirer og emballagen fra en Nokia-mobiltelefon er blandt de genstande, som myndighederne i Sverige nu overdrager til Danmark.
Det har Tingsretten i Varberg netop besluttet. Samtidig bliver svindelmistænkte og efterlyste Anna Britta Troelsgaard Nielsens svenske ejendomsbesiddelse indefrosset i foreløbigt tre uger.
- Jeg har ikke været i kontakt med min klient, den 64-årige kvinde, så derfor havde jeg ikke andet valg end at protestere mod afgørelsen, siger Björn Engdahl, Anna Britta Troelsgaard Nielsens beskikkede forsvarer i Sverige.
De konfiskerede genstande blev fundet på den ødegård, som den svindelmistænkte danske kvinde ejer.
Kvinden, der indtil for nylig var nøglemedarbejder i Socialstyrelsen, er mistænkt for at have svindlet sig til 111 millioner kroner.
Penge der blandt andet via satspuljen skulle uddeles blandt samfundets svageste.
Dagens retsmøde i Sverige kommer, efter svensk politi med bistand fra danske kolleger ransagede Anna Britta Troelsgaard Nielsens ødegård ved Rolfstorp nær Varberg.
Her beslaglagde politiet syv genstande, som retten derfor skulle tage stilling til, hvorvidt de skulle overdrages til Danmark.
I ødegården fandt ransagningsholdet blandt andet en netværks-router, papirer, tomme simkortholdere og en æske til en Nokia-telefon.