To svenske statsborgere sigtet for terror: Politiet bekræfter, at målet for eksplosioner med stor sandsynlighed var den israelske ambassade

Efterforskningen af sagen fortsætter i "tæt samarbejde" med PET, oplyser politiet.

Politiet mødte talstærkt op i Hellerup i onsdags for at undersøge de to eksplosioner nær den israelske ambassade. (Foto: © Emil Nicolai Helms, Ritzau Scanpix)

De to svenske statsborgere, som tidligere på ugen blev sigtet og varetægtsfængslet efter eksplosionerne ved Israels ambassade i Hellerup, er her til morgen nu blevet sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 114 - også kendt som terrorparagraffen.

Det skriver Københavns Politi på X.

På det sociale medie oplyser politiet videre, at efterforskningen af sagen fortsætter i "tæt samarbejde" med PET.

- Udviklingen ændrer ikke på terrortruslen mod Danmark, der fortsat er i niveauet alvorlig, som er niveau fire ud af fem. PET har gennem længere tid vurderet, at truslen er skærpet inden for niveau fire - blandt andet som en følge af konflikten i Mellemøsten - og det er fortsat vores vurdering, at det er tilfældet, lyder det i et skriftligt svar fra PET til DR lørdag eftermiddag.

- Der er ingen tvivl om, at vi i den aktuelle situation har en særlig opmærksomhed i forhold til israelske og jødiske interesser og lokationer, lyder det videre.

I onsdags sprang to håndgranater nær den israleske ambassade i Hellerup. Tidligere på ugen var meldingen fra politiet, at man endnu ikke havde slået fast, om ambassaden var målet.

Men over for DR bekræfter Københavns Politi i dag, at målet for eksplosionerne med stor sandsynlighed var den israelske ambassade.

Københavns Politi til stede ved Israels ambassade i onsdags. (Foto: © Emil Nicolai Helms, Ritzau Scanpix)

Kendt af politiet i Sverige

Kort før middag i onsdags blev de to svenske statsborgere anholdt i et tog på Københavns Hovedbanegård. Det skete i en storstilet aktion, hvor de ifølge politiet sad i et tog, som var på vej mod Tyskland.

Togtrafikken var kortvarigt lammet, da et stort antal betjente stormede toget og fik anholdt de to mænd.

De to svenskere blev sigtet for at have været i besiddelse af fem håndgranater og for at have bragt to af dem til sprægning i området nær den israelske ambassade.

De to mænd på henholdvis 16 og 19 år nægter sig skyldige i sagen, men blev i torsdags varetægtsfængslet i fire uger.

Også en tredje person blev anholdt. Det skete umiddelbart efter eksplosionerne natten til onsdag, men han er siden blevet løsladt.

De to anholdte er allerede kendt af politiet i Sverige for mindre kriminalitet, fremgår det af retsdokumenter, som DR Nyheder har set.

Siden har Københavns Politi set nærmere på, om der kan være en forbindelse til sagen om et skyderi mod den israelske ambassade i Stockholm og de to eksplosioner i Hellerup. Det har politiet oplyst i et skriftligt svar til DR.

Du kan læse meget mere om eksplosionerne nær Israels ambassade her: