Siden 2008 har svenske forældre kunnet få en kontant bonus for hver dag, faderen går hjemme i stedet for moderen. Og resultatet af den svenske orlovsbonus er entydig:
- Ordningen har ingen effekt. Man får simpelthen ikke flere fædre til at tage orlov ved at indføre sådan en bonus, siger Tine Rosgaard, professor i Statskundskab på Aalborg Universitet, som fortæller, at den svenske bonusordning dagligt kaster et skattefradrag på 100 svenske kroner af sig.
Hun er lige nu ved at redigere en bog, der samler svenske forskeres konklusioner på effekten af Sveriges barselsordninger - herunder bonusordningen.
- Den ligner meget den ordning, som man har tænkt sig at indføre i Danmark, og derfor mener jeg sagtens, at man kan overføre de svenske erfaringer med ordningen til Danmark, siger Tine Rosgaard.
Det kommer ikke til at virke
Det hører med til historien, at i modsætning til i Danmark havde svenskerne allerede øremærket barsel til mænd, da bonusordningen blev indført.
Men det ændrer ikke på, at 100 svenske kroner i skattebonus ikke har rykket det mindste ved de svenske mænds lyst til at tage mere barsel, siger Tine Rosgaard, som derfor heller ikke tror på, at ordningen bliver en succes i Danmark.
- Det er da meget pænt, at man forsøger at give et økonomisk incitament, men det er bare ikke der, der skal noget til, siger hun.
- Hvis der skal rykkes på det her, så er det incitamenter, som legitimerer fædres barsel på arbejdsmarkedet og over for partneren, siger Tine Rosgaard.
Erfaringer peger kun i én retning
Og her peger erfaringerne fra de nordiske lande ifølge professoren kun i én retning, og det er ikke den bonusordning, som regeringen nu vil indføre.
- Der ingen tvivl, om at det er den øremærkede barsel. Det kan vi se på erfaringerne fra alle de nordiske lande, siger Tine Rosgaard og fremhæver Island som et godt eksempel.
- Her gik fædrene fra næsten ikke at tage nogle af de samlede orlovsdage til at tage næsten en tredjedel efter man øremærkede barsel til dem, fortæller hun.
Svenske erfaringer indgår i regeringens rapport
Samme erfaringer fra Sverige peger regeringens eget nedsatte barselsudvalg også på i deres rapport: Her bliver det netop påpeget, at en skattefri bonus til forældre, der deler barselsorloven mere ligeligt mellem sig, ikke har haft nogen effekt i Sverige.
Derimod skriver rapporten også, at erfaringerne fra andre nordiske lande, at øremærket barsel til mænd fik flere fædre til at tage orlov.
Men alligevel har regeringen valgt at skrotte planerne om øremærket barsel til mænd og i stedet indføre en skattefri bonus til mænd, der tager barselsorlov.