Den svenske tegner Lars Vilks tror, at han var målet for attentatforsøget på Østerbro i København i dag.
Han tror samtidig, at gerningsmanden bag er inspireret af terrorangrebet mod satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris i januar, siger han til AP.
- Hvem kan det ellers være?
Den svenske tegner er mest kendt for at have tegnet profeten Muhammed som en hund.
En tegning der har kostet ham adskillige dødstrusler og en plads som en af al-Qaedas 'most wanted' sammen med otte andre personer.
Lars Vilks er uskadt efter dagens skudangreb mod et debatmøde om kunst og ytringsfrihed på Østerbro i København.
- Men hvilket andet motiv kan der være?, spurgte han AP over telefonen.
Efterforskes som terror
Angrebet, hvor der ifølge en lydoptagelse hos BCC blev affyret mere end 40 skud med et automatvåben, har kostet en 40-årig mand livet.
Derudover er to PET-vagter og en betjent fra Københavns Politi såret af skud.
Sagen efterforskes som en terrorhandling, siger Københavns Politi.
Det samme kaldte Lars Vilks angrebet over for AP, men kunne ikke begrunde, hvordan han kan klassificere det som sådan.