Svensk politi søger fortsat syd for Øresundsbroen efter død journalist

De svenske myndigheder fortsætter med at assistere det danske politis eftersøgning.

Peter Madsen har i retten fortalt, at Kim Wall er død efter en ulykke på ubåden Nautilus. (Foto: © 50090 Johan Nilsson/TT, Scanpix)

Det svenske politi vil fortsat assistere det danske politi med eftersøgningen af den svenske journalist Kim Wall.

Det oplyser det svenske politi, efter det i dag kom frem, at Peter Madsen har forklaret i retten, at han har "begravet" journalisten til søs et sted i Køge Bugt.

De svenske myndigheder har løbende assisteret den danske efterforskning efter det formodede lig af Kim Wall i Øresund, og det vil de fortsætte med, fortæller Jimmy Modin, der er pressetalsperson ved den svenske politiafdeling Polisregion Syd.

- Vi har en igangværende eftersøgning med både og helikopter syd for Øresundsbroen på den svenske side, siger Jimmy Modin, som også påpeger, at de fortsætter eftersøgningen som hidtil:

- Den eftersøgning, vi har i gang nu, startede vi med i weekenden, og det, der er kommet frem i dag, har ikke haft nogen betydning for eftersøgningsarbejdet.

Strømmen går mod Sverige

I går oplyste svenske SVT, at en analyse af strømforholdene i vandet har fået de svenske myndigheder til at udvide eftersøgningen til også at søge omkring Skånes sydlige kyst. Det er netop i det område, det svenske politi oplyser, at de fortsætter eftersøgningen.

- Vi arbejder ud fra, hvordan strømmene har været i Øresund. Vi kan se, at strømmen er gået mod vores kyst. Vi har ingen specielle hot spots, vi arbejder ud fra, men vi søger ved kyststrækningen syd for Øresundsbroen, siger Jimmy Modin.

Her søger de med lys og lygte efter spor, der kan hjælpe det danske politi:

- Vi leder efter alt, som kan være af interesse for det danske politi og deres efterforskning, så det er som sådan ikke nogen særlige ting, vi leder efter. Alt kan have interesse, fortæller Jimmy Modin.

Eftersøgningen fortsætter både til vands og fra luften.