Svensk politi leder efter journalist fra ubåd

En svensk journalist, der var om bord på ubåd, som nu er sunket, er fortsat savnet, oplyser svensk politi.

Forsvaret ledte efter ubåden ved Middelgrundsfortet tidligere i dag. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017) (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

En person er fortsat savnet i forbindelse med eftersøgningen af den private ubåd 'Nautilus', som er sunket fredag formiddag.

Svensk politi siger til avisen Sydsvenskan, at en svensk kvinde er forsvundet.

- Vi har til formiddag oprettet en anmeldelse om en forsvunden person. Det drejer sig om kvinden, som var med på båden. Det er en pårørende til kvinden, der har henvendt sig, siger talskvinde for svensk politi Anna Göransson.

Der var fredag morgen meldinger om, at en svensk journalist var om bord på ubåden, som blev meldt savnet natten til fredag. Men da ubåden blev fundet, var det kun ejeren, som kom i land.

Han fortalte ifølge Forsvaret, at den kvindelige journalist var blevet sat af i København torsdag aften.

Københavns Politi oplyser på Twitter, at de er i gang med at undersøge "de nærmere omstændigheder omkring ubåden". Det gør de blandt andet ved at sende dykkere ned til ubåden.

DR Nyheder

Opdateret: Navnet på den danske opfinder og ubådsejer har tidligere optrådt i denne artikel, men det er blevet fjernet, da manden er blevet sigtet for drab.