I sommer ringede Susan Sørensen til rådgivningstelefonen Livslinien. Tankerne ræsede rundt i hendes hoved, og den sidste rest af fornuft blev mindre og mindre. Det hele var ved at blive for meget.
Den aften havde Susan selvmordstanker. Men den lille fornuftige stemme i hovedet blev ved med at sige, at hun skulle kontakte nogen. Sige det højt. Derfor endte Susan med at kontakte Livslinien i håbet om at få hjælp til at bremse tankerne, inden det var for sent.
Men der var ingen, der tog telefonen.
Yderligere tre opkald senere var der stadig optaget. Hun havde allerede ventet længe. Taget tilløb til at ringe op og dele sine inderste tanker.
Susan kom aldrig igennem til Livslinien den aften. Og hun er ikke den eneste, der har ringet forgæves for at få hjælp med tankerne.
I 2020 modtog Livslinien 165.732 opkald. 14.328 af disse blev besvaret. Når man tager højde for, at mange ringer ind flere gange, fordi de ikke kommer igennem første gang, svarer det ifølge Livslinien til, at knap halvdelen af alle dem, der ringede ind, kom igennem.
Livslinien er en anonym telefonrådgivning, samt net- og chatrådgivning, som hjælper personer i svære situationer og krise. En stor del af dem, der benytter sig af Livslinien, har selvmordstanker. Og omkring hver tiende er alvorligt selvmordstruet i det øjeblik, de ringer ind.
Derfor er det problematisk, når over halvdelen bliver mødt af en besked om, at der er optaget, som Susan oplevede.
- Det, man frygter, er, at nogle ikke kan komme igennem og måske handler på deres selvmordstanker. Det ville være tragisk, siger Annette Erlangsen, der er seniorforsker hos Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse (DRISP).
Skyldes mangel på rådgivere
Hos Livslinien er de bevidste om problemet, der ifølge direktør Jeppe Kristen Toft skyldes mangel på frivillige rådgivere, som er dem, der sidder i den anden ende af røret og snakker med dem, der ringer ind.
- Det er et stort problem. Og vi har et stort ansvar. Der et langt større behov for de her opkald og Livslinien, end vi har kapacitet til, siger han.
Der er 200 frivillige rådgiver hos Livslinien, som er fordelt på telefon-, chat- og netrådgivning. Tanken med frivillighed er ifølge Livsliniens hjemmeside, at den "tager afsæt i medmenneskelighed og en oprigtig lyst til at engagere sig i andre menneskers historie".
Men der er ikke nok rådgivere, og det er derfor, at mange ringer forgæves.
Jeppe Kristen Toft påpeger dog, at de hos Livslinien oplever, at flere benytter benytter sig af chat- og netrådgivning, hvis de ikke har kunnet komme igennem til Livslinien.
Der arbejdes samtidig på at udvide kapaciteten. Blandt andet åbnede der i september i år en ny afdeling i Aarhus, som slutter sig til den nuværende afdeling i København.
Selvom løsningen på problemet måske virker indlysende - at hyre flere rådgivere - er det ikke så nemt igen, påpeger Jeppe Kristen Toft.
- Vi stiller meget høje krav til vores rådgivere, fordi det kan være nogle meget voldsomme samtaler. De skal være fagligt og personligt rustet til det, siger han.
Det er altså ikke alle, der egner sig til at være rådgivere, og det gør det vanskeligt at øge kapaciteten.
Hensynet til rådgivernes skyldes, at en stor del af dem, der ringer ind, har selvmordstanker - og nogle er akut selvmordstruede, og derfor lægger Livslinien stor vægt på, at man skal kunne håndtere samtalerne. Mange af de frivillige er derfor folk, der allerede er i området, eksempelvis sygeplejersker, der er vant til at arbejde med mennesker.
Den særlige opmærksomhed på rådgiverne giver god mening for Anette Erlangsen.
- Det er en vigtig rolle, rådgiverne går ind og løfter. De skal være rustet til at kunne klare situationen og italesætte det på en god måde, siger hun.
At snakke kan bremse tankerne
I 2014 gik Susan "helt ned med flaget". Efter en udredning på psykiatrisk afdeling fik hun diagnosen borderline. For hende betyder det, at hun ikke altid kan slippe sine tanker igen. En måde at blive fri for tankerne er ved at vende det med nogen og sige det højt.
- Så kan jeg se, at det måske ikke er så slemt alligevel. Og dermed tage det i opløbet og bremse tankemylderet, siger hun.
- Det er voldsomt grænseoverskridende at ringe op til en fremmed, men det bliver kun værre, hvis ikke jeg snakker om det.
Selvom hun aldrig kom igennem til Livslinien den aften i sommer, var det det rigtige at gøre, da hun søgte hjælp. For har man selvmordstanker, er det utrolig vigtigt, at man åbner op om det, så man kan få hjælp, lyder meldingen fra Annette Erlangsen.
- Selvmord er stigmatiseret i Danmark, så folk tror, at det er bedst, at man ikke taler om det. Men det er meget vigtigt at tale om, så man kan sikre, at folk får hjælp, siger hun.
Og det er netop, hvad Livslinien gør. Snakker, rådgiver og hjælper videre.
En samtale med en rådgiver er ikke en decideret behandling, og på den lange bane løser det ikke nødvendigvis de problemer, man har. Men det kan lægge en dæmper på tankerne her og nu. Og det er et skridt i den rigtige retning mod at få hjælp, mener Annette Erlangsen.
Da Susan ikke kunne komme igennem til Livslinien, blev hun efterladt med spørgsmålet om, hvad hun så skulle gøre. Hun endte med at ringe til den psykiatriske skadestue i stedet, hvor hun kunne få hjælp. At hun ikke gjorde det til at starte med skyldes, at hun ikke syntes, at tankerne var "slemme nok til at blive indlagt".
I dag er 35-årige Susan førtidspensionist. For godt tre år siden meldte hun sig som EN AF OS-ambassadører. EN AF OS er en national indsats, der skal arbejde mod at bryde tabuet om psykisk sygdom. For som Susan selv siger, "jo mere man snakker om det, jo bedre."
- Det gør pisse ondt at tale om. Men det er vigtigt. Og det bedste man kan gøre for sig selv, siger hun.
Efterlyser national handleplan: 'Vi kan ikke løfte opgaven selv'
Selvom det er vigtigt at snakke om sine selvmordstanker og søge hjælp, ligger løsningen ikke nødvendigvis i at øge kapaciteten af rådgivere. Og måske findes løsningen ikke hos Livslinien.
For spørger man direktør for Livslinien Jeppe Kristen Toft er der behov for, at man også sætter ind andre steder, hvis man skal hjælpe folk med selvmordstanker.
- Vi kommer ikke til at få kapacitet til at løfte den opgave og det behov, der er. Det er en umulighed, siger han.
- Vi skal have løsninger, som mindsker behovet for at kontakte Livslinien. Der skal være hjælp, før man kommer så langt ud, at der er behov for at ringe til Livslinien.
I stedet mener han, at man skal lave en national handlingsplan for selvmordsforebyggelse. Dermed kan man danne et overblik over problemerne og få stablet en fælles indsats på benene.
Og han er ikke alene med den holdning.
Også Annette Erlangsen, seniorforsker hos Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse mener, at det er vejen frem, så man kan målrette indsatsen og samarbejde om at forebygge selvmord.
Det er over et årti siden, at der er sket noget på området. Fra 1980 til 2007 faldt selvmordsraten fra 1.600 selvmord årligt til 600 - og siden da har der været omkring samme antal selvmord hvert år.
Derfor synes hun, at det er på tide med en national handlingsplan, så man kigger langt fremad.
- Lige nu foregår der enkelte tiltag her og der i Danmark. Men det er lokale instanser. Med en fælleskoordineret plan vil man meget bedre kunne lave en målrettet indsats, siger Annette Erlangsen.
Hos Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse (DRISP) forsker hun i selvmord og selvmordsforebyggelse. Her har hun sammen med en kollega udarbejdet en række konkrete bud på, hvor man kan fokusere indsatsen.
- Vi har meget evidens på det her område. Så vi kan pege i retning af, hvad der vil være godt at forebygge. Og hvordan, siger Anette Erlangsen.
DR Nyheder har kontaktet Sundhedsministeriet for at få en kommentar om planerne for den selvmordsforebyggende indsats. Det har ikke været muligt at få et interview, men i stedet et skriftligt svar.
Her anerkender man, at Livslinien spiller en stor rolle i at hjælpe ved selvmordstanker, og derfor er der også blevet fokuseret på både at øge kapaciteten ved at afsætte flere midler.
- Selvmordsforebyggelse er komplekst, og det er ikke alle udfordringer, der kan løftes i ét træk. Der er derfor behov for et helhedsorienteret eftersyn af området.
- Derfor har regeringen også igangsat arbejdet med den kommende ti-års plan for psykiatrien, der skal sætte den langsigtede retning for psykiatrien og tage fat på de grundlæggende problemer, skriver Sundhedsministeriet blandt andet.
Annette Erlangsen håber, at regeringen vil følge Nordisk Råd mål om at nedbringe selvmord med 25 procent inden 2025. Og mener stadig, at man kan nå det.