Supermarkedskæde: Danskerne vil købe mindre kød i fremtiden

En undersøgelse fra supermarkedskæden Coop viser, at man i Danmark allerede spiser mindre kød i dag end for et år siden.

Kødproduktion står for 14,5 procent af den samlede menneskeskabte udledning af drivhusgasser. (Foto: © Michael Bothager, Scanpix)

Det kan godt være, at danskerne er et af klodens mest kødglade nationer - i 2009 var vi det 13. mest kødforbrugende land i verden. Men kærligheden til kødet kan være for nedadgående.

I hvert fald forventer den danske supermarkedskæde Coop, at forbrugerne fremover vil lægge mindre hakkekød og medisterpølse i indkøbskurven, når de køber ind.

- Vores forventning er, at vi fortsat vil se et fald i mængderne, men at dem, der fortsat spiser kød, vil gå efter kød af en bedre kvalitet eller for eksempel et højere niveau af dyrevelfærd, siger Thomas Roland, afdelingschef i Coops ansvarlighedsafdeling.

Tendensen er allerede begyndt at vise sig. I en undersøgelse foretaget af Coop svarer 20 procent nemlig, at de “spiser mindre kød nu end for et år siden”.

Kun seks procent siger, at de spiser mere. Det er især unge under 30 og ældre over 70, der har skruet ned for kødforbruget.

Samtidig er Coops salg af kød stagneret det seneste halvandet år efter at have steget i de foregående fem år.

Til gengæld er salget af alternative proteinkilder, som for eksempel bønne-baserede produkter, nødder og skyr, fordoblet på bare to år.

I undersøgelsen siger 12 procent af de adspurgte, at de tager hensyn til økologi, 12 procent tager hensyn til dyrevelfærd, og 7 procent siger, at de tager hensyn til klima, når de køber ind.

Kødproduktionens effekt på klimaet

  • Kødproduktion udleder samlet 7,2 gigatons C02 om året. Det svarer til 14,5 procent af den samlede menneskeskabte udledning af drivhusgasser.

  • Ifølge FN forventes det, at verdens kødforbrug vil stige med 70 procent frem til 2050 på grund af befolkningstilvækst og øget velstand.

  • Kødkvæg og mælkekvæg står for 65 procent af den samlede udledning fra kødproduktion.

  • Coops undersøgelse er foretaget blandt et repræsentativt udsnit blandt danskere mellem 18 og 75 år. 1.164 personer har deltaget i undersøgelsen, som blev foretaget i uge 37 og 38 i år.