Sundhedsstyrelsen suspenderer fynsk psykiater øjeblikkeligt

Efter DR Nyheders afsløringer vælger Sundhedsstyrelsen nu at suspendere omstridt psykiater øjeblikkeligt.

(Foto: © DR Nyheder, DR Nyheder)

Sundhedstyrelsen vælger nu at suspendere en fynsk psykiater øjeblikkeligt, efter DR Nyheders afsløringer af, at han har været i søgelyset for fejlbehandlinger i ti år, uden at han er blevet stoppet.

Sundhedsstyrelsens direktør med særligt ansvar for tilsyn, Anne Marie Vangsted, oplyser til DR Nyheder, at man allerede fra lørdag tager handling. Det sker på baggrund af det svar, som den fynske psykiater har givet til DR Nyheder.

- Der må ikke være tvivl om sikkerheden for patienterne, og derfor har vi i dag valgt at suspendere psykiaterens autorisation, mens vi undersøger sagen grundigt, siger hun.

Først sagde I, at I ville se på sagen mandag. Hvad ligger til grund for, at I gør det nu?

- Når vi sammenholder de oplysninger, vi har på sagen, og kigger på psykiaterens brev til Danmarks Radio, så får det os til at reagere. Det er grunden til, at vi undersøger det her grundigt, og at vi midlertidigt suspenderer psykiaterens autorisation, mens vi gør det.

Hvor lang tid varer suspenderingen?

Den varer indtil, at vi er færdig med undersøgelsen, siger Anne Marie Vangsted.

Fejlbehandlede i årevis

Den fynske psykiater har ikke ønsket at lade sig interviewe, men har sendt et skriftligt svar, som kan læses i sin fulde længde via linket herunder. Det er det svar, som Sundhedsstyrelsen nu suspenderer ham på baggrund af.

Den fynske psykiater har fejlbehandlet i årevis uden at blive stoppet og har indtil lørdag behandlet patienter, senest på et botilbud for psykiatriske patienter i Odense.

Han pådrog sig i 2002 et hovedtraume ved et fald fra et stillads. Ifølge dokumenter, som DR Nyheder har fået aktindsigt i, har Sundhedsstyrelsen haft det hovedtraume mistænkt for at være en mulig årsag til den fynske psykiaters problemer med bl.a. at stille diagnoser og med at give medicin i meget store doser eller forkerte blandinger.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5516dad4a11f9f1508e3a1ae