En ekstralang weekend eller en længere ferie end planlagt.
Det kan være nogle af de tiltag, der kan sættes i værk for at inddæmme smitten med coronavirus, fortæller Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen på dagens pressemøde med seneste nyt om coronavirus i Danmark.
- Der er rigtig mange tiltag i værktøjskassen for sundhedsmyndigheder og på tværs af sektorerne, som man yderligere kan tage i brug for at begrænse kontakten med hinanden, som kan være fremmende for smitte.
- Øget brug af hjemmearbejde og øget brug af hjemmeundervisning er nogle af de ting, der er i værktøjskassen. Nogle af det, man også kan kigge på, er længere ferie og forlængede weekender, siger Søren Brostrøm.
Han fortæller, at Sundhedsstyrelsen lige nu holder nøje øje med, hvad man har gjort i Italien, og hvad effekterne er af det.
Cirka 16 millioner italienere bor i områder, der er i karantæne, og alle skoler er lige nu lukket ned.
Italien er det land i Europa, der er hårdest plaget af coronavirus.
Det fremgik ikke på pressemødet, hvordan den eventuelle "ekstra fri" skal organiseres i praksis.
Forventet med flere smittede
Der er i skrivende stund i alt 90 smittede med corona her i landet.
Seks af dem er lige nu indlagt.
Og at der hele tiden kommer flere smittede er forventet, oplyser Søren Brostrøm.
- Det sagde vi allerede i sidste uge, var en mulighed. At vi står her i dag, kommer ikke bag på mig, siger direktøren i Sundhedsstyrelsen.
Lige nu fraråder Udenrigsministeriet rejser til provinsen Hubei i Kina og til regionerne Piemonte, Lombardiet, Emilia-Romagna, Aostadalen, Veneto og Marche i Italien.
Resten af verden skal man være "ekstra forsigtig" med at rejse til.
Men også i forhold til disse anbefalinger kan vi forvente ændringer, lyder det fra Erik Brøgger Rasmussen, direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet.
- Jeg kan næsten med garanti sige, at vi kommer til at ændre rejsevejledninger inden for de næste dage. Det er ret givet med den udvikling, vi ser.
Hvad det konkret betyder, er endnu uvist.
Skole lukket på grund af smitte
770 mennesker i Danmark er lige nu sendt i karantæne.
Tidligere i dag kom det frem, at personer, der var på Søpavillonen i København i torsdags, bør blive hjemme i 14 dage.
Det skyldes, at én person, som var på stedet i torsdags, har vist sig at være smittet med coronavirus.
Vedkommende er nu i isolation.
Rysensteen Gymnasium i København er midlertidigt lukket, fordi man har opdaget to smittetilfælde på skolen.
Statsminister Mette Frederiksen opfordrede i sidste uge til at arrangementer med mere end 1.000 deltagere aflyses eller udsættes, og at kys, kram og håndtryk lige nu droppes.
På dages pressemøde blev det slået fast, at der hver dag fra nu af vil blive afholdt et lignende møde, hvor relevante myndigheder kan opdatere med seneste nyt om coronavirusset i Danmark.