Sundhedsministeren om kræftsagen fra Aarhus: Der kan være begået lovbrud

Senere i dag mødes Region Midtjylland og Sundhedsstyrelsen for at drøfte sagen, hvor mindst 293 kræftpatienter har ventet for længe på at blive opereret.

Sophie Løhde vil til bunds i kræftsagen fra Aarhus.

Der vil være tale om et klokkeklart lovbrud, hvis patienter med fremskreden tarmkræft har fået forkert besked om deres muligheder for at blive opereret i udlandet.

Sådan lød det i aftes i TV Avisen fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V). Hun kommenterede på sagen, hvor 293 patienter har ventet for længe på en avanceret operation for tarmkræft på Aarhus Universitetshospital.

Flere eksperter har over for DR vurderet, at patienterne fik forkert besked om deres ret til behandling i udlandet. Det mener de på baggrund af interne dokumenter fra hospitalet, som DR har fået indsigt i.

Region Midtjylland har hidtil fastholdt, at reglerne er blevet fulgt. Men det er indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde ikke overbevist om.

- Hvis det er korrekt, at Region Midtjylland ikke har fortalt patienter, at der er en mulighed for at komme i behandling i udlandet, men at man mister sin plads på ventelisten i Danmark, hvis man gør brug af det, så er det ikke lovligt, siger Sophie Løhde.

Regionen afleverede i går en redegørelse til Sundhedsstyrelsen om sagen. Men den kaster ikke lys over, om Aarhus Universitetshospital har fejlinformeret patienterne om retten til behandling i udlandet, mener Sophie Løhde.

- Nu må Region Midtjylland nærmere redegøre for, hvad der er op og ned i det. Jeg konstaterer, at det tilsyneladende er den praksis, der har været, siger ministeren.

Operation i udlandet

Kræftpatienter har ret til at blive opereret senest to uger efter, at de er blevet tilbudt en operation og har sagt ja til det. De to uger kaldes i lovgivningen den maksimale ventetid.

Hvis operationen ikke tilbydes inden for de to uger, så har patienten ret til at blive henvist til et andet hospital.

Problemet er, at patienter med fremskreden tarmkræft typisk ikke kan behandles andre steder i Danmark end på Aarhus Universitetshospital. Derfor skal de henvises til en operation i udlandet, hvis patienterne gerne vil det.

Men ifølge de interne dokumenter, som DR har fået adgang til, har flere tarmkræftpatienter ikke fået et konkret tilbud om at komme til udlandet, selvom ventetiden var for lang.

293 kræftpatienter har ventet for længe på en operation på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix Denmark)

- Jeg tænker, at hele den her sag er under al kritik – ikke mindst for de patienter, som er blevet berørt af, at de ikke har fået en rettidig behandling. Derfor er vi også nødt til at komme til bunds i det her, siger Sophie Løhde.

Løhdes udmelding bliver bakket op af en række eksperter, DR har talt med. Blandt andre lektor i sundhedsret ved Syddansk Universitet Kent Kristensen.

- Man må ikke på den måde undertrykke grundlæggende patientrettigheder ved at fordreje den information, patienten har retten til at få, siger han i mandags.

Også professor i sundhedsjura ved Aarhus Universitet Helle Bødker Madsen mener, at det er ulovligt.

- Patienterne risikerer jo ikke at kunne få et behandlingstilbud, fordi de har ventet for længe og i sidste ende dø, fordi ventetiderne er overskredet, siger Helle Bødker Madsen.

Sagen kort

I søndags kunne DR fortælle, at mindst 182 personer på Aarhus Universitetshospitals afdeling for mave- og tarmkirurgi har ventet op mod to måneder på en operation, de egentlig er berettiget til at modtage inden for to uger.

Tallet var for en syv måneders periode i 2022. Region Midtjylland, der har ansvaret for Aarhus Universitetshospital, har i sin redegørelse i går oplyst at 293 kræftpatienter sidste år og i de første to måneder af i år har ventet for længe på operation.

Der er primært tale om patienter med endetarmskræft, men derudover gælder det også patienter med kræft i tyktarmen, leveren, bugspytkirtlen, spiserøret eller mavesækken.

Når ventetiden bliver overskredet, har regionen pligt til at oplyse Sundhedsstyrelsen om det. Men det er ikke sket med en eneste af de 293 tarmkræftpatienter, der ventede for længe på Aarhus Universitetshospital sidste år.

Senere i dag mødes Region Midtjylland og Sundhedsstyrelsen for at drøfte sagen, hvor mindst 293 kræftpatienter har ventet for længe på at blive opereret.