Styrketræning kan holde diabetes væk

Ikke kun konditionstræning nedsætter risikoen for diabetes. Også vægttræning har en positiv effekt, viser forskning.

Ny forskning viser, at vægttræning i fitnesscentret nedsætter risikoen for at få type 2 diabetes. (© DR)

Regelmæssig vægttræning nedsætter risikoen for at udvikle type 2 diabetes markant, viser ny forskning.

150 minutters arbejde med vægte om ugen nedsætter risikoen for diabetes med 34 procent, viser en ny undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Archives of Internal Medicine.

Studiet har fulgt 32.000 mænd gennem 18 år og undersøgt, hvorvidt vægttræning har en forebyggende virkning uafhængig af konditionstræning, skriver Experimentarium. dk.

Værdifuldt alternativ

- Nogle mænd har svært ved at starte med eller holde fast i konditionstræning. Her vil styrketræning være et værdifuldt alternativ i forhold til at mindske risikoen for type 2 diabetes, siger ph.d. studerende Anders Grøntved, som står bag studiet i samarbejde med Harvard University.

Det har længe været kendt, at konditionstræning er med til at nedsætte risikoen for type 2 diabetes, men vægttræning som forebyggende faktor har hidtil været ukendt.

Resultatet er ifølge forskerne dog ikke en fribillet til at droppe konditionstræningen til fordel for vægtløftning. En kombination af vægt- og konditionstræning har nemlig den største effekt. Her ses en reduktion på 59 procent.

Kender ikke effekt for kvinder

Om kvinder har samme positive effekt ved at løfte jern er endnu uvist.

- Fremtidig forskning bør undersøge, om styrketræning har den samme betydning for kvinder, og desuden hvilken type, intensitet og varighed af styrketræning, der giver størst udbytte, siger Anders Grøntved.

230.000 danskere lider af type 2-diabetes, som er arvelig, men også kan udløses af overvægt og mangel på motion.