Studerende vender ryggen til velfærdsfagene: 'Det er noget, vi mærker i hele det danske samfund'

Pædagog- og socialrådgiveruddannelserne får igen færre ansøgere, mens flere vil være sygeplejersker.

Antallet af førsteprioritetsansøgere til sygeplejerskeuddannelsen er steget med syv procent siden sidste år. Men det er ikke nok til at opveje det fald, der har været de seneste år. (Arkivfoto) (Foto: © Michael Bager, RITZAU/SCANPIX)

Ansøgertallene for flere velfærdsuddannelser er igen ramt af fald. Mens det samlede ansøgertal til de videregående uddannelser steg med fem procent, så har antallet på velfærdsuddannelserne ikke ændret sig siden sidste år.

På pædagog- og socialrådgiveruddannelsen er tallet faldet med fire procent. Derimod er tallet gået syv procent frem for sygeplejerskeuddannelsen. For læreruddannelsen er tallet steget med to procent.

Hvis man kigger på tallene fra 2019 og frem til 2023 er historien dog knap så positiv.

Her er samtlige velfærdsuddannelser gået tilbage med knap 24 procent. Værst er det for sygeplejerskeuddannelsen med et fald på næsten 28 procent og for pædagoguddannelsen med et fald på 26 procent.

Professionshøjskoler: Nedgang kan mærkes i samfundet

Tallene glæder ikke forkvinde for Danske Professionshøjskoler, Camilla Wang.

- Desværre så er det ikke så positivt, når vi ser på ansøgertallet til de fire store velfærdsuddannelser i år. Vi har lige præcis nul procent i fremgang i forhold til sidste år, som var et rent katastrofeår, hvor vi virkelig mærkede en markant nedgang, siger hun.

Hun håber, at fremgangen af ansøgere til sygeplejerskeuddannelsen er et udtryk for at bunden er nået, så antallet over de næste år vil begynde at stige igen.

Men når man ser over årene fra 2019 og frem, viser tallene altså en markant nedgang, understreger hun.

- Det er uddannelser, som vi har bygget hele det danske velfærdssamfund op omkring. Den nedgang er noget, vi mærker i hele det danske samfund, siger Camilla Wang og peger på, at der nærmest dagligt er historier fremme om, at man på daginstitutioner, sociale bosteder og på sygehuse mangler medarbejdere.

Antallet af ansøgere til pædagog er i år faldet med fire procent. (Arkivfoto) (Foto: © Morten Stricker, RITZAU/SCANPIX)

Unge ser velfærdsuddannelser som karrierestop

En af årsagerne til, at unge vælger netop de uddannelser fra, er at alt for mange ser det at arbejde i et job i velfærdssektoren som en blindgyde, siger hun.

Professionshøjskolerne arbejder ifølge hende hårdt for at styrke blandt andet det faglige ambitionsniveau. Og det fortsætter de med, forsikrer hun.

Men når skolerne undersøger, hvorfor de unge ikke søger ind på netop velfærdsuddannelserne, så fortæller de, at de ikke mener, at løn- og arbejdsforholdene er er gode nok.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) siger, at man er i gang med at lave reformarbejde på blandt andet pædagoguddannelsen. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

- De nævner også, at de oplever, at hvis de vælger den uddannelse, så er det en dør, der lukker sig for dem. Så der er brug for at man får skabt meget bedre videreuddannelses- og karrieremuligheder, siger hun.

I forbindelse med offentliggørelsen af tallene bemærker uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) også faldet.

- Som uddannelses- og forskningsminister er jeg også optaget af, om der er balance i søgningen på tværs af de forskellige uddannelser, så uddannelserne matcher erhvervslivet og velfærdssamfundets behov. Det kræver, at vi tænker nyt, siger hun i en pressemeddelelse og tilføjer, at man er i gang med et reformarbejde, hvor der blandt andet skal ses på pædagoguddannelsen.

I alt har 84.073 søgt ind på en videregående uddannelse via kvote 1 og 2. De får svar på, om de er kommet ind den 28. juli.