Ved midnatstid vil Undervisnings- og Forskningsministeriets hjemmeside ufm.dk blive udsat for et massivt pres.
Klokken 00.01 offentliggøres adgangskvotienterne til de videregående uddannelser, og dermed kan mange af de 91.231 unge, der har søgt ind i år, blive klogere på, om deres eksamenssnit rækker til drømmestudiet.
Det plejer at trække mange elektroniske besøgende til, og de seneste to år har ministeriets servere ikke kunnet klare belastningen og været periodevis nede.
Har stresstestet servere
Webkoordinator Mikael Larsen tør ikke give en garanti for, at det ikke sker igen, men han siger, at man har forberedt sig bedst muligt på at undgå det.
- Der er skruet op for alt, hvad der kan skrues op for, og vi har gjort, hvad der kan gøres.
- Vores leverandør har kørt nogle optimeringer allerede i foråret, og de har også kørt nogle stresstest, så vi har en forventning om, at vi kan klare mere end sidste år.
- Men det er selvfølgelig en belastning, når vi får lige så mange besøg på et par timer, som vi normalt får på en måned, siger han.
Tålmodighed er en dyd
Mikael Larsens bedste råd til dem, der bliver mødt af en langsom forbindelse eller slet ikke kan komme ind på ufm.dk, er at have tålmodighed.
- Vent et kvarter, og prøv igen. Så er den værste storm måske overstået, siger han
Alternativt kan man søge andre steder hen på nettet. Adgangskvotienterne bliver også tilgængelige på ug.dk og på flere af uddannelsesinstitutionernes hjemmesider, ligesom nogle medier også offentliggør dem på deres hjemmesider efter midnat.
/ritzau/
Selvom ansøgere først modtager endelig svar i morgen den 30. juli, så kan du allerede fra i aften kl. 24 klikke dig ind på dr.dk og se, hvilket gennemsnit det kræver, at komme ind på de forskellige uddannelser. I vores interaktive grafik, kan du også sammenligne på tværs af universiteter og uddannelser.