Vil du have fyldige læber, kan det fixes med indsprøjtninger med filler. Er du træt af at barbere dig, kan skarpe laserstråler fjerne dit hår permanent.
Markedet for skønhedsbehandlinger boomer, lyder det fra flere eksperter.
Behandlingerne er ikke uden risiko. Derfor kræver de danske myndigheder, at læger altid har opsyn med klinikker, der tilbyder filler- og laserbehandlinger. Men på en lang række klinikker tilbyder personer helt uden de nødvendige kvalifikationer og myndighedsgodkendelser behandlinger, som langt fra er ufarlige. Det gør klinikkerne ulovlige.
DR har i en kortlægning af det sorte marked fundet 39 skønhedsklinikker, som ikke lever op til reglerne om lægetilknytning eller registrering på området for filler- eller laserbehandlinger.
Et sort marked, som Styrelsen for Patientsikkerhed kalder ‘tragisk’.
- Det er simpelthen ikke i orden. Folk kommer ind for at få en ordentlig behandling og går vansirede derfra. Nogle får skader, som kunne have været undgået, siger Henrik Kristensen, som er sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed.
Det skete for Stephanie og Anna, som du kan møde senere i artiklen.
Hos styrelsen oplever de en kraftig stigning i antallet af sager, der handler om ulovlige klinikker. I 2018 havde de 17 sager, mens det i 2021 gjaldt 127 sager.
Når styrelsen bliver opmærksom på en ulovlig klinik, beder de ifølge Henrik Kristensen klinikkens ejere om at rette ind efter loven, men de har ikke mulighed for at lukke klinikkerne, som loven ser ud i dag. De må kun lukke klinikker med autoriseret personale, som ikke lever op til de nødvendige standarder.
Derfor opfordrer Henrik Kristensen til, at man som kunde altid tjekker styrelsens autorisationsregister for at se, om en klinik er lovlig eller ej, inden man sætter sig i klinikstolen.
Ingen hjælp hvis det går galt
Styrelsens eneste værktøj er at melde de ulovlige klinikker til politiet. Det kan ende med en straffesag. Fra 2018 til udgangen af 2021 har styrelsen meldt 50 sager til politiet. Knap halvdelen af dem verserer endnu. I 12 sager, er der faldet dom eller givet bødestraf.
Skønhedsområdet er reguleret med lov, fordi behandlingerne kan gå rigtig galt, hvis ikke man ved, hvad man laver. Ender nålen i et af de kar, der har forbindelse til nethinden, kan filler-indsprøjtninger i panden i meget sjældne tilfælde føre til blindhed. Andre bivirkninger er infektion, der kan give ardannelse, og det kan lede til permanente skader.
Derfor er der da også god grund til, at der skal være tilknyttet en læge på de klinikker, der sprøjter filler ind.
Det forklarer Claus Zachariae, der er ledende overlæge på afdeling for allergi, hud og kønssygdomme på Gentofte Hospital og klinikansvarlig læge på skønhedsklinikken N’age på Kongens Nytorv i København.
- Hvis klinikken er uautoriseret, er der formentlig ingen hjælp at hente, hvis behandlingen går galt. Jeg mener, at man står på herrens mark, siger han.
Også når det kommer til permanent hårfjerning med laser, er der risici for eksempelvis øjenskader. Laser er nemlig højenergilys og meget kraftfuldt, forklarer Jørgen Serup, overlæge ved dermatologisk afdeling på Bispebjerg Hospital.
- Man kan skyde hul i huden og lave sår, hvor der kan komme infektioner og ar. Farligheden ved at bruge laserudstyr er dog kun i et vist omfang knyttet til selve udstyret. Farligheden afhænger meget, om den, der udfører behandlingen, har kyndighed, siger Jørgen Serup.
En af de 39 ulovlige klinikker hedder Beauty by Agha. Den ligger midt på gågaden i Odense og udfører både fillerbehandlinger og permanent hårfjerning med laser.
DR har kontakt til 11 kunder, som har været udsat for fejlslagne behandlinger på Beauty by Agha.
Flere af dem gjorde myndighederne opmærksomme på klinikken allerede i august sidste år. I september meldte Styrelsen for Patientsikkerhed folkene bag Beauty by Agha til politiet.
Alligevel er klinikken stadigvæk åben. Fyns Politi oplyser til DR, at de nu har sigtet en person i sagen, men afviser at stille op til interview.
‘Jeg stolede på, at behandleren var professionel’
Anna er en af de kvinder, der er blevet behandlet på Beauty by Agha. Hun kom gående på gaden og så på et lyserødt skilt, at klinikken reklamerede for 20 procents rabat på behandlinger med filler. Derfor slog hun til.
- Det virkede måske lidt sketchy, men jeg tænkte jo ikke, at jeg kunne støde på ulovlige behandlinger i Danmark, siger Anna, som under sin behandling fik at vide, at klinikken har en læge tilknyttet.
Anna fik både filler i læber og kindben. For som hun siger:
- Jeg stolede på, at behandleren var professionel.
Senere fandt Anna ud af, at behandleren havde sprøjtet mere fillerprodukt i hendes læber, end de havde aftalt. Det var et forsøg på at rette op på den fejlslagne behandling.
En dybt uprofessionel løsning, mener Claus Zachariae, der er blevet præsenteret for billederne af Anna:
- Det ligner en behandling udført af en, der ikke ved, hvad han eller hun laver, siger han.
Anna er ikke kvindes rigtige navn, fordi hun medvirker anonymt. DR er bekendt med hendes rigtige identitet.
Behandling i bagloke
DR Kontant var i december på besøg i klinikken med skjult kamera. Her fortæller ejer Mohamad Agha, som er frisør, åbent om, at klinikken ikke har en læge tilknyttet.
Se video fra besøget her:
Ejeren tilbyder samtidig at lave filler-injektionen på DR’s udsendte kunde med det samme, selv om loven siger, at kunden skal have 48 timers betænkningstid. Klinikejeren fortæller her – i strid med, hvad Anna fik at vide – at klinikken ikke har en læge tilknyttet.
Da DR Kontant senere konfronterer Mohamad Agha siger han, at der ingen fillerbehandlinger er blevet udført på klinikken siden august måned.
- Vi har lukket den her afdeling for behandlinger for seks måneder siden, siger han.
Og det til trods for, at klinikken altså tilbød filler-indsprøjtning til DR Kontants medarbejder i december. Det afviser Mohamad Agha at have kendskab til.
Ulovlig klinik åben måneder efter klage
Også Stephanie Nilsson benyttede sig af en klinik, der hverken havde læge tilknyttet eller var registreret hos myndighederne. Hun betalte 2.500 kroner for en behandling, som viste sig at være en blanding af IPL – kraftige lysbølger - og syre.
- Behandleren lagde syre i ansigtet, og det begyndte at brænde, rigtig, rigtig, rigtig, meget. Jeg endte med at sige til hende, at hun skulle stoppe det, fordi det gjorde så ondt, siger Stephanie Nilsson.
Hun søgte behandling, fordi hun i mange år har haft problemer med akne.
Den behandling ville dermatolog Jørgen Serup aldrig ville udføre på den måde. Til et billede af Stephanie Nilssons ansigt siger han:
- Det helt klart hud, som har fået nogle alvorlige skader, siger Jørgen Serup.
Stephanie Nilsson vidste også godt selv, at den var gal. Derfor skrev hun til Styrelsen for Patientsikkerhed i marts 2020, som svarede, at de kun fører tilsyn med lovlige klinikker og derfor ville overdrage sagen til politiet.
I februar i år var klinikken stadigvæk åben til stor frustration for Stephanie Nilsson.
- Hvor skal jeg så gå hen? Hvem er det så, der skal hjælpe mig, hvis det ikke er dem?, siger hun.
Hos Styrelsen for Patientsikkerhed erkender Henrik Kristensen, at det er gået for langsomt.
- Vi udtaler os ikke om igangværende sager, men i det her tilfælde kan jeg sige, at klinikken har rettet op på det i deres markedsføring. Men det har taget for lang tid med at reagere på sådan en sag, siger han.
DR ville gerne have spurgt Rigspolitiet, politiets overordnede myndighed, om man her synes, det går hurtigt nok med at lukke ulovlige skønhedsklinikker. De afviser at give interview og henviser i stedet for til de enkelte politikredse.
Vi har forsøgt at få en kommentar fra Justitsministeriet, som henviser til Sundhedsministeriet. Ingen af stederne har det været muligt at få et interview.
Hvis du vil møde endnu en kunde, der har benyttet sig af en ulovlig behandler, og som i dag fortryder det, kan du trykke videre her. Amanda Greve fik ulovlig filler hjemme i sofaen.