Storebror bliver konge og lillebror bliver på sidelinjen - men tronskiftet kan give brødrene 'en ny start'

Prins Joachim er et af de få mennesker, som den kommende konge kan vende sig til for råd.

Tronskiftet ændrer ikke meget ved prins Joachims rolle. Men forholdet til hans bror kan få en ny chance, vurderer kongehusekspert. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

De seneste år er prins Joachim, hans hustru og hans børn for alvor blevet parkeret på sidelinjen af det danske kongehus.

Senest kulminerede det med, at dronning Margrethe fratog prinsens børn deres titler som prinser og prinsesser.

Men når storebror, kronprins Frederik, bliver konge, kan det være chancen for "en ny start" mellem brødrene. Det vurderer kongehusekspert Thomas Larsen.

- Man skal huske på, at den, der har truffet alle de rå, barske og hårde beslutninger de sidste år, som er gået ud over prins Joachim, er hans mor, dronning Margrethe, siger Thomas Larsen.

Men for kronprinsen kan hans lillebror være en af de få personer, som den kommende konge kan vende sig til, tale med og få råd af i en ellers rimelig isoleret tilværelse som statsoverhoved, fortæller Thomas Larsen.

- Kronprins Frederik kan række ud til ham og sige: "Jeg har brug for dig, bror. For jeg står overfor en kæmpe opgave, og jeg håber, du vil hjælpe mig med at løse den så godt, som jeg overhovedet formår".

Og med Thomas Larsens kendskab til prins Joachim, vurderer han, at svaret vil være klokkeklart:

- Så vil han slå hælene sammen som en soldat og sige: "Jeg er klar. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for dig."

Kronprins Frederik og prins Joachim i forbindelse med markeringen af dronningens 50-årsregentjubilæum. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Gjort krystalklart

Rollen for prins Joachim vil dog ikke ændre sig så meget.

- Nu ligger det fuldstændig klart, at prins Joachims opgave er af en anden art, siger Thomas Larsen.

Lige nu sidder han i et job i USA som forsvarsindustriattaché og stedfortrædende forsvarsattaché på Den Danske Ambassade i Washington D. C.

- Det er ligesom der, hans hovedopgave ligger. Det er måske egentlig meget betegnende, at den ligger i udlandet og ikke i Danmark.

Over de seneste år er prins Joachim og hustruen, prinsesse Maries, rolle nemlig gået fra at være en mere aktiv del af den danske kongefamilie og deltage i de officielle opgaver til i højere grad at blive "parkeret på sidelinjen".

Det er sket som et led i dronningens modernisering af kongehuset, hvor det også står helt klart, hvem der fremover vil være nøglepersonerne i fremtidens kongehus.

- Det er gjort krystalklart, at fremtidens kongehus skal hvile på skuldrene af kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, som jo snart er konge og dronning. Og så selvfølgelig det tredje helt afgørende medlem af kongefamilien, som er Christian, der snart bliver kronprins.

Det betyder dog ikke, at prinsen er fuldstændig afskåret fra kongehusets opgaver, når han en dag vender tilbage til Danmark, vurderer Thomas Larsen. Men det vil være i "den lille udgave".

Prins Joachim er gift med prinsesse Marie. Sammen har de to børn: greve Henrik og komtesse Athena (mf.). Med sin tidligere kone, grevinde Alexandra, har han greve Nikolai (tv.) og greve Felix (th.) (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

Vred og dybt, dybt såret

De beslutninger, som dronningen har truffet over de seneste år, har i den grad gjort prins Joachim vred. Det lagde han ikke skjul på, da han i et interview med Ekstra Bladet kommenterede beslutningen om at fratage børnene deres titler.

- Han var helt ude af sig selv. Han var vred og dybt, dybt såret på egne og især også sine børns vegne, siger Thomas Larsen.

Se eller gense det meget følelsesladede interview med Ekstra Bladet herunder:

Men julen i kongefamilien var et af de første tegn efter de sidste års interne stridigheder på, at forsoningen er godt i gang, mener Thomas Larsen.

- Det er klart, det er ikke noget, der kan føres bevis for. Men det var et meget symbolsk og reelt vigtigt skridt, da de lige inden jul fejrede jul sammen på Marselisborg Slot.

- Det tror jeg godt, man kan tolke som et tegn på, at nu er de endelig kommet over de her meget voldsomme kriser, som vi alle sammen har været vidne til, siger Thomas Larsen.

Han er sikker på, at beslutningen om dronningens abdicering har fyldt i julen for de to brødre. Og at de to derfor også har haft lejlighed til at tale om fremtiden.

- De kan måske få chancen for en ny start, siger han.