Stor undersøgelse: Flere skolebørn er ofte kede af det

Flere børn end tidligere er ofte kede af det - og det gælder især pigerne. Det viser Skolebørnsundersøgelsen 2014.

Flere børn er ofte kede af det, viser Skolebørnsundersøgelsen 2014. (© DR)

Nervøsitet, irritation - eller helt enkelt: At være ked af det.

Det er følelser mange børn kender indgående til, og også flere end tidligere, viser Skolebørnsundersøgelsen 2014.

Skolebørnsundersøgelsen er blevet lavet hvert fjerde år siden 1984 og i den nyeste udgave, der udkommer i dag, er andelen af børn, der har været kede af det inden for den sidste uge, steget markant.

- Vi har ikke ramt rigtigt

Efter at andelen har været faldende frem til sidste undersøgelse, der er fra 2010, er der nu blandt både drenge og piger, og hos 11-, 13-, og 15-årige sket sket en stigning i andelen af børn, som ofte er kede af det.

Der er også blevet flere, der fortæller de er nervøse, og som sover dårligt om natten.

Og den udvikling er sket samtidig med, at der har været stort fokus på netop den mentale sundhed, påpeger Pernille Due, professor ved Statens Institut for Folkesundhed og medforfatter til undersøgelsen:

- Vi har helt klart ikke ramt de rigtige redskaber på det her område. Vi ved i bund og grund ikke, hvorfor der er flere børn, der er kede af det. Så ved vi heller ikke, hvad vi skal gribe og gøre i, forklarer hun.

Børns Vilkår: Børnene presses

I Børns Vilkår oplever man også, at flere børn ringer til Børnetelefonen, fordi de er kede af det. Og ifølge direktør Rasmus Kjeldahl skyldes det blandet andet, at vi som samfund presser børnene:

- Vi skal være opmærksomme på, at vi presser børnene rigtig hårdt i de her år med de krav, vi stiller i skolen. Derudover er der også de sociale medier, som gør at man hele tiden skal eksponere, hvor perfekt man er. Der er et stort pres på børnene, og det er det altså ikke alle børnene, der kan tåle.

Særligt problemer hos pigerne

Ifølge Pernille Due er det især udviklingen blandt pigerne, der bør give til løftede øjenbryn. For faktisk er det mere end hver tredje pige, der er ked af det mindst en gang om ugen, mens det er noget færre blandt drengene.

Og faktisk frygter professoren, at den megen fokus, der de sidste år har været på især de unge pigers trivsel, faktisk har været med til at gøre det værre. Hun mener, den megen diskussion om 12-tals piger, der vil kunne det hele, kan have forværret problemet.

- Vi må tage et ansvar som samfund, og ikke skyde pigerne det i skoene, at de stiller for mange krav til sig selv, siger hun.

- Lær af mobbeindsatsen

På den positive side viser Skolebørnsundersøgelsen 2014, at børnene mobber mindre end tidligere, og det kan vi lære af, når det gælder børnenes mentale sundhed generelt, mener Pernille Due.

- Med mobningen vidste man relativt hurtigt, man skulle gøre noget. Man har ikke på samme måde taget det her seriøst, siger hun.

Skolebørnsundersøgelsen viser også, at skolebørnene sover mere, drikker mere sodavand og generelt mobber mindre end i 2010. Du kan selv gå på opdagelse i tallene her, når rapporten bliver offentliggjort klokken 8.00