Stor uenighed om hvornår skolereform virker

Skoleledere mener skolereformen først vil virke om tre - fire år. S giver den til jul.

Det tager år - måske måneder før heldagsskole er oppe at køre, spår skoleledere. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Når klokken bimler ind til det nye skoleår mandag morgen, er ikke alt, som det plejer at være for de danske folkeskoleelever.

Fra i dag træder heldagsskolen nemlig i kraft. Og det betyder blandt andet, at danske børn skal til at gå længere tid i skole. Elever fra 1. - 3. klasse skal gå i skole fra klokken 8 til 14, elever fra 4. - 6. klasse fra 8 - 15 og elever fra 7. - 9. klasse fra 8 til 15.30.

Se grafik her

Sådan lyder planen i hvert fald…

Men en undersøgelse foretaget blandt 296 skoleledere viser, at de tvivler på, heldagsskolen kommer til at fungere fra dag ét.

I DR's rundspørge svarer knap 50 procent, at de er overbeviste om, at implementeringen tager lang tid. Nogle mener, det tager flere år.

- Vi først skal gøre os en hel masse erfaringer. Hele det turn-around, vi skal have lavet for lærere, pædagoger og elever, kræver en masse kompetenceudvikling, og det er ikke bare noget, man kommer sovende til på et par år, siger Johan Rønne, skoleleder på Søborg Skole.

I Aarhus er skolelederen enig:

- Jeg tror, der vil gå to - tre år, før vi har den fortrolighed med den nye reform, som vi har brug for. Det er lidt, som hvis man forsøger at vende en supertanker i Aarhus bugten; den drejer ikke om i løbet af nul komma fem. Men det er der ikke noget exceptionelt i, siger Allan Hjortshøj, skoleleder på Holme Skole ved Aarhus.

- Sådan har det været med alle de folkeskolereformer, der har været. Man kan ikke forvente, at alt er implementeret fra første arbejdsdag, fortsætter Allan Hjortshøj.

Optimisme i Vejen

Lidt længere sydpå - i Vejen - er holdningen dog mere optimistisk. Allan Lauenblad, skoleinspektør på Østerbyskolen, glæder sig til første skoledag. Ikke mindst fordi helhedsskolen bliver skudt i gang. Og i Vejen bliver det fra dag ét, spår han.

- Vi skal selvfølgelig ikke sidde og banke børnene igennem med krævende opgaver, de skal have plads til leg, og det tror jeg faktisk, børnene glæder sig til. Danmark er stort set det sidste land, der ikke har fået heldagsskolen implementeret, siger han.

Til jul eller om fire år

Hos Skolelederforeningen forbereder man sig på, at implementeringen kommer til at tage to til fire år, for det viser alle erfaringer, lyder det fra formanden.

- Man vil i starten have en masse energi, fordi det er spændende og interessant, men undervejs bliver man nødt til at sige, at der er nogle ting, der lykkes, og nogle der ikke gør. Når man så har lært det, så skal de nye arbejdsmetoder til at falde naturligt, og det tager tid, siger formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal til DR Nyheder.

Socialdemokraternes Børne- og Undervisningsordfører, Annette Lind, mener dog ikke, at der er grund til at frygte, at skoleniveauet vil dale, mens skolelederne forsøger at finde hoved og hale i den ny reform.

- Jeg er sikker på, at når først lærerne kommer i gang, så er de også så professionelle, at det ikke kan vare så længe. Når der kommer nye udfordringer, så klør man på, og jeg er sikker på, at vi er kommet rigtig, rigtig langt med reformen allerede til jul, siger hun.