Stor interesse for at købe kong Frederiks 'bog-bombe': Solgte 25 bøger i minuttet

Kongehus og forlag holdt udgivelsen af kong Frederiks bogmanifest hemmeligt indtil sidste øjeblik.

Der var i dag stor interesse for bogen 'Kongeord', hvor den nye konge redegør for sine tanker. (Foto: © NILS MEILVANG, Ritzau Scanpix)

Knap havde Politikens Forlag udsendt pressemeddelelsen, inden danskerne stod i kø for at købe kong Frederiks nye bogmanifest, 'Kongeord'.

Udgivelsen af bogen, hvor kongen redegør for sit syn på sin rolle, kongehuset og tidens store emner, var blevet holdt hemmeligt, lige indtil udgivelsestidspunktet tidligt i morges.

- Vi ramte et 4-cifret salgstal inden for den første time, efter bogen var breaket, og bestillingerne bliver bare ved med at tikke ind, fortæller Lærke Jürs, pressemedarbejder hos onlineboghandlen Saxo.

Mens nyheden om bogudgivelsen stadig var "breaking news" på de store medier, solgte Saxo 25 bøger i minuttet.

Også i de fysiske butikker var der stor interesse.

- Interessen er overvældende. Vi har solgt alle dem, vi kunne få fat på, og det gik stærkt, fortæller administrerende direktør for boghandlerkæden Bog & idé, Marianne Lyngby Pedersen.

Der er dog fysiske boghandler, der får leveret bøger i løbet af dagen, så der kan stadig være bøger på hylderne rundt omkring, siger hun.

Bogkøber: Jeg vil gerne vil vide, hvad han tænker

I Politikens Boghal på Rådhuspladsen i København måtte medarbejdere selv køre ind på lageret for at hente 45 eksemplarer af bogen, fordi lastbilen, der skulle komme med bogpallerne, var forsinket.

De første 45 eksemplarer forsvandt på 15 minutter.

En af de danskere, der var mødt tidligt op, var pensionist Linda Korthsen.

- Jeg vil gerne vide, hvad han tænker, og jeg håber, at han får lukket munden på en hel masse, der stiller sig op i kritikerkøen. Det synes jeg ikke, at han fortjener, siger hun.

En anden bogkøber ser blandt andet frem til at læse om kongens syn på kirken og kristendommen.

- Jeg glæder mig rigtigt meget, for jeg er måske også en af dem, der tænker: 'Hvor var Gud henne i valgsproget?' Og det tror jeg, han svarer på, siger direktør Søren Peter Hansen.

'Den kommer virkelig som en bombe'

Bogen er blevet til i samarbejde med forfatter Jens Andersen, der har haft flere samtaler med Frederik på Amalienborg, mens han stadig var kronprins. Jens Andersen oplyser, at han ikke ønsker at udtale sig om bogen, da kongens ord skal tale for sig selv.

Kongehusekspert Thomas Larsen, der selv er forfatter til flere bøger om kongehuset, blev overrasket over udgivelsen blot tre dage efter tronskiftet.

- Jeg tænker, at det var godt nok hurtigt, der kom ord, kongeord, fra den nye konge, siger han.

- Det siger sig selv, at det er et kæmpe stort journalistisk scoop for forfatteren, og at man har formået at holde det hemmeligt. Der har været små rygter om, at en bog var på vej, men den kommer virkelig som en bombe, siger Thomas Larsen.

Han mener, at det er utroligt interessant, at danskerne nu selv kan læse, hvad den nye konge mener om nogle helt centrale begreber, som blandt andet hans forhold til Gud og danmarkshistorien.

Korrespondent: Giver sig selv arbejdsro

DR's internationale korrespondent Stéphanie Surrugue, der har indgående kendskab til kongehuset, har læst bogen.

Hun vurderer, at den nye konge med udgivelsen giver sig selv arbejdsro til at koncentrere sig om sine nye opgaver.

- Han skal ikke møde en mur af journalister. Han skal ikke forstyrres af uddybende eller kritiske spørgsmål, og så får han ro og fred til at forklare i sit eget tempo, hvad det er, han gerne vil, siger hun.

- Det er en måde at kontrollere kommunikationen på, siger Stéphanie Surrugue.

Den hurtige udgivelse af bogen vidner ifølge Thomas Larsen om, at kronprinsparret sandsynligvis er blevet orienteret om dronningens abdikationsplaner tidligere end 28. december, som er den dato, kongehuset har oplyst.

- Jeg mener jo stadigvæk, at det er helt utænkeligt, hvis ikke kronprinsparret, har fået et varsel tidligere, og det tyder det her også på, siger han.

- Jeg tror ikke, at den her bog ville være blevet lavet på denne måde og med den timing, hvis det ikke var, fordi kong Frederik havde fået et varsel om, hvad der var på vej, og så forbereder han det her, siger Thomas Larsen.

Hos Saxo håber man på et rekordsalg.

- Vi ser ind i en historisk salgsdag – sidst vi oplevede samme interesse var i 2022, da Lars Findsens 'Spionchef' udkom.

- Vi har allerede solgt flere fysiske eksemplarer, end vi gjorde af 'Spionchefen' på hele udgivelsesdagen, skriver Lærke Jürs, pressemedarbejder hos onlineboghandlen i en mail.