De får dødstrusler. De bliver overfuset. De får ridset deres biler. Og de bliver hængt ud med navne, billeder og adresser på sociale medier.
Trods skærpede straffe og politisk fokus af flere omgange oplever kommunalt ansatte i stigende grad at blive krænket, chikaneret, intimideret og truet.
Det beretter flere kommuner om - heriblandt alle kommunerne i det syd- og sønderjyske. Og det er i en grad, der bekymrer dem mere, end det har gjort før.
Et af de steder er på jobcenteret i Esbjerg. Det fortæller arbejdsmiljørepræsentant Søren Willadsen.
- Det kan være svært at gå på arbejde. Der kan komme sygemeldinger. Folk kan have svært ved at sove. Og i værste fald kan der være behov for psykologisk behandling, siger han.
Gælder hele landet
Det gælder landet over, fortæller flere fagforeninger. Det er baseret på deres arbejdsmiljøundersøgelser, henvendelser fra medlemmer og deciderede medlemssager.
Og ser man samlet på antallet af politianmeldelser om krænkelse, trusler og fornærmelig tiltale mod offentligt ansatte på landsplan er det steget. Sidste år var der 2.984 anmeldelser af den type sager. Det viser en aktindsigt fra Rigspolitiet.
Men de ansatte bliver højst sandsynligt udsat for endnu mere, end de anmelder, vurderer næstformanden i HK Kommunal, Pia Lund Jeppesen.
- Omfanget er svært at blive klog på, for det er svært at dokumentere. Det er både ubehageligt at blive udsat for og gøre noget ved for eksempel ved at indberette og anmelde det, siger hun.
En indberetning hver eneste dag
Det er særligt de ansatte på områder, hvor der er tæt kontakt med borgerne, og hvor der skal træffes afgørelser, som oplever det i stigende grad. Det er blandt andre sagsbehandlere og rådgivere på jobcentre og borgerservicecentre.
Og det kan ses i indberetningerne fra ansatte om chikane, krænkelser og trusler på de syd- og sønderjyske jobcentre. Det var sidste år steget på alle landsdelens jobcentre og på fem af dem var det ligefrem en fordobling sammenlignet med 2021. Og flere steder ser det ud til at gentage sig efter årets første otte måneder af 2023.
De ansatte på de syv jobcentre i det syd- og sønderjyske indberettede tilsammen sidste år 237 episoder med krænkelser, chikane, intimideringer og trusler.
Det svarer til, at der i gennemsnittet har været mere end én indberetning hver arbejdsdag.
Kan føre til sygdom og opsigelser
Den stigende grad af trusler og chikane kan føre til kortere og længere tids sygdomme - for det er forbundet med en forøget risiko for at udvikle PTSD, depression og stress. – også blandt dem, der ikke nødvendigvis bliver udsat for voldsomme episoder. For det at opleve mindre episoder med trusler og vide, at ens kolleager er blevet udsat for værre, kan få kroppen til at reagere ved at gå i alarmberedskab.
Det forklarer Sofie Østergaard Jaspers, der er forsker i psykisk arbejdsmiljø hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
- Det stresser kroppen at være udsat for det her alarmberedskab over en længere periode. Og det er igennem det, at vi antager, at det kan føre til de negative helbredsmæssige konsekvenser, siger hun.
Hos Dansk Socialrådgiverforening oplever de en stigning i antallet af medlemmer, der er blevet syge og har søgt væk fra faget på grund af den stigende grad af trusler og lignende.
Men de har ingen tal over det, for når man som dansker bliver syg, siger sit job op eller bliver opsagt af arbejdet, har man ikke pligt til at give en årsag.
- Vi ser mange flere, der oplever stress og PTSD og måske helt er nødt til at forlade arbejdsmarkedet, siger næstforkvinde Ditte Brøndum.
Hos Kommunernes Landsforening erkender formanden for løn- og praksisudvalget, Michael Ziegler (K), at det er alvorligt – og at de har et ansvar.
- Vi skal understøtte vores medarbejdere, så de er klædt på til at have en god dialog med borgerne og forebygge mulige konflikter, siger han.