SSI: Meget smitsom coronamutation fra England spreder sig i Danmark

Den nye coronavariant kan kræve flere restriktioner, vurderer Statens Serum Institut.

Den nye coronavirus variant vurderes at være 50-74 procent mere smitsom end den variant, vi kender. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Den engelske, særligt smitsomme mutation af coronavirus, der har medført voldsomme restriktioner i Storbritannien, fortsætter med at sprede sig i Danmark, og den er nu konstateret i 86 tilfælde - det reelle tal kan dog være ni gange større.

Det fastslår Statens Serum Institut i en ny rapport.

Mutationen vurderes at være 50-74 procent mere smitsom en den variant, vi kender.

Den er påvist i 0,8 procent af de positive prøver, der er undersøgt fra uge 47 til 52.

Man har dog kun undersøgt 11 procent af det samlede antal positive prøver, og derfor vurderes det, at mutationen er langt mere udbredt end de 86 tilfælde - cirka ni gange mere.

Det vil sige, at op mod knap 800 personer i Danmark kan være blevet smittet med den nye virusvariant siden midten af november.

Og det er bekymrende med den nye variant, siger Tyra Grove Krause, der er overlæge og konstitueret faglig direktør i Statens Serum Institut (SSI), til DR.

- Den spreder sig jo hurtigere end de virus, vi allerede kender til. Det kan betyde, at kurven bliver stejlere, og at vi får et højere toppunkt.

I Danmark er den nye variant mest udbredt i Nordjylland. Mutationen er også konstateret i en lang række europæiske lande, blandt andre flere nordiske lande, Tyskland, Frankrig og Spanien.

Artiklen fortsætter under grafikken:

Kan betyde flere restriktioner

SSI vurderer, at det kan blive nødvendigt med nye restriktioner for at holde epidemien under kontrol.

Hvis spredningen med den nye virusvariant fortsætter, kan det "betyde, at de generelle smitteforebyggende tiltag skal styrkes eller fastholdes i længere tid for at holde epidemien under kontrol", skriver SSI i rapporten.

Hvilke konkrete værktøjer der skal tages i brug, kan Tyra Grove Krause ikke sige noget om endnu, men:

- Hvis man ser på andre lande, så har mange af dem strammere restriktioner, for eksempel til hvor mange man kan samles. Men det skal sundhedsmyndighederne nu se på, siger hun.

Hun har dog en helt klar opfordring til befolkningen.

- Vi kan alle gøre noget for at bremse smittespredningen, og det kan være, vi skal gøre os endnu mere umage den kommende tid, siger Tyra Grove Krause.

Artiklen fortsætter under grafikken:

Skal ses som ny sygdom

Ifølge Viggo Andreasen, lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet, bør vi betragte den som en helt ny sygdom, der invaderer landet.

- Der er så få immune i Danmark, at det i praksis svarer til, at der kommer en ny sygdom ind, siger han til Ritzau.

Britiske forskere har vurderet, at den nye virusvariant er op til 70 procent mere smitsom end den almindelige.

Kontakttallet - der dækker over, hvor mange andre en person smittet med virusvarianten i gennemsnit smitter - bliver dermed højere, forklarer Viggo Andreasen.

- Man skal tænke det sådan, at kontakttallet med denne variant bliver 70 procent større, siger han.