Spøgelsesgarn gør livet farligt for fisk og dykkere

Mistede garn kan fange fisk, længe efter at deres ejermænd har mistet dem.

Mistet fiskegrej som kroge, net og krabbetejner udgør 27 procent af alt havaffald, der bliver fundet i europæisk farvand, anslår EU. Det svarer til 11.000 tons årligt. (Foto: © Anna Hjortdal, P1)

Mistet fiskegrej som garn og krabbetejner er problematiske for fisk og krabber, for garnene kan blive ved med at fiske, længe efter at deres ejermænd har mistet dem til havet. Fiskene rådner i havet i stedet for at ende som fiskefileter og den plastik nettene er lavet af, forurener havene.

- Det er ofte garn, som har nogle meget tynde tråde og fanger de fisk, der kommer forbi, fordi de bliver viklet ind i garnet. Selvom fiskerne har mistet kontakten til garnet og ikke kan finde det igen, så står det stadig nede på bunden, og så er der en risiko for, at det kan fortsætte med at fiske, siger fiskeribiolog ved DTU Aqua i Hirtshals Rikke Frandsen til Public Service på P1.

- Derudover er fiskenettene lavet af plastik og metal og er dermed affald, som ikke burde ligge ude i havet, siger hun.

En krabbetejne, et net til fiskeri, en spand fyldt med blink og kroge. Formand for Løkken Sportsdykkerklub, Jørn Greve, viser noget af det mistede fiskegrej, dykkerklubben har fisket op af havet langs den jyske vestkyst. (Foto: © Anna Hjortdal, P1)

Kan være farligt for dykkere

Nogle af dem, der jævnligt støder på garnrester og krabbetejner er fritidsdykkere. I april var Løkken Sportsdykkerklub for første gang i år ude for at dykke på vraget af færgen Skagerak, der forliste i 1966. Her opdagede de et tre meter højt fiskegarn, som var på hele den ene side af vraget, fra bagenden til stævnen.

- Den dag var der heldigvis god sigt, men det er lidt uhyggeligt, at det er der, for hvis sigtbarheden havde været dårligere, kunne vi være kommet til at svømme ind i det og sidde fast. Og så kan man komme af dage, hvis man er uheldig, siger formand for Løkken Dykkerklub Jørn Greve til Public Service på P1.

- Garnet var smækfyldt med fisk og krabber. Når fiskene sidder fast og dør, går de i forrådnelse, og det begynder at lugte i vandet. Så kommer der krabber til, som også dør. Det fisker jo bare videre i én uendelighed, siger han.

Mange tons fiskegrej i europæisk farvand

- Vi ved ikke særlig meget om, hvor mange spøgelsesgarn, der er i Danmark. Vi er i gang med at undersøge det og kan se, at i andre lande er det et stort problem. Så vi forventer, at der er nogle garn derude. Der har været et stort garnfiskeri i Danmark gennem masser af år, så selvfølgelig er der også nogle tabte redskaber i dansk farvand, siger Rikke Frandsen.

DTU Aqua undersøger omfanget af spøgelsesnet ud for Hirtshals med en slags ekkolod, som kan skyde ud til siderne, men der findes ikke estimater over, hvor mange spøgelsesnet, der findes i dansk farvand, siger Rikke Frandsen fra DTU Aqua. (Foto: © Anna Hjortdal, P1)

En af de fiskere, der har prøvet at tabe et garn, er erhvervsfisker Jesper Olsen fra Thorup Strand.

- Det sker heldigvis ikke særlig tit for vores vedkommende. Det er dyrt at anskaffe nyt, så hvis det sker, prøver vi at finde det igen. Men er der for eksempel en bundtrawler, der har slæbt rundt med det, er det nærmest umuligt at for os at fortælle, hvor det er henne. Ellers havde vi samlet det op selv, siger han.

Der bliver ikke systematisk gjort noget fra officiel side for at samle spøgelsesnettene ind, men dykkerklubber som Løkken Sportsdykkerklub samler jævnligt garn ind, når de støder på det.

Efter nogle uger vendte de tilbage til vraget af Skagerak med tre joller og bjergede garnet.

Fiskegarnet, som dykkerne bjergede, var fyldt med døde krabber og fisk. (Foto: © PRIVATFOTO)

Få tabte net registreres i Danmark

Hvis en fisker taber et fiskenet og ikke kan bjerge det, skal det rapporteres til Fiskeristyrelsen. Det har ingen fiskere dog gjort i perioden 2015 til 2017, men styrelsen har registreret 17 tilfælde via fiskernes elektroniske logbøger.

Det står i kontrast til Norge, hvor erhvervsfiskere ifølge det norske Fiskeridirektorat hvert år indrapporterer omkring 200 tabte fiskeredskaber. Der er cirka to en halv gange så mange norske fiskere som danske.

Mens danske myndigheder ikke systematisk bjerger fiskegarn og trawl, tager de norske myndigheder hvert år på oprensningstogt ud for at bjerge det fiskegrej, norske erhvervsfiskere melder savnet til kystvagten.

Norsk app kobler tabt fiskegrej og sportsdykkere

Sidste år lancerede de norske myndigheder en ny app til lystfiskere, hvor de kan indberette tabte garn, trawl og tejner, som kommer til syne på et kort. Når lystfiskerne indrapporterer et mistet fiskeredskab kommer det til syne på et kort i appen. Siden sidste sommer har norske lystfiskere indrapporteret 703 stykker tabt fiskegrej.

Dykkerklubber langs den norske kyst kan se hvilke net og tejner, der er mistet og hvor. Hvis dykkerklubberne vil tage på en frivillig opsamlingstur, kan de se i appen, hvor fiskenet og tejner ligger.

- Når dykkerne samles, ser de det som en mulighed for at bidrage positivt på miljøsiden ved at fjerne redskaberne. Her er appen et godt redskab til at give dem information om, hvor redskaberne er mistet, så de ikke nødvendigvis behøver lede efter det, siger seniorrådgiver ved Udviklingssektionen i Fiskeridirektoratet i Norge, Gjermund Langedal.

Dykkerne kan også melde ind, når de finder tabte net igen. Indtil videre er 418 fiskeredskaber meldt fundet i appen.

Knap 19.000 norske lystfiskere har hentet appen, hvor de kan indberette tabte garn og krabbetejner. (Foto: © Anna Hjortdal, P1)

I Løkken kunne Jørn Greve godt ønske sig sådan en app.

- Var den app her i Danmark, så ville jeg tjekke den, inden jeg skulle ud at vragdykke med nye elever. Så har jeg mulighed for i forvejen at sige ”vi tager ikke derud, for der ligger garn derude, som vi kan blive viklet ind i.” Dét er farligt, hvis man ikke ved det i forvejen, og man ikke kan se det, siger han.

Han tror også, at dykkerklubberne ville bruge den, hvis de ville på en tur ud og samle affald.

- Her i Løkken, hvis der er nogen, der spørger, om vi skal lave en tur udelukkende for at bjerge eller andet, så kan vi nemt samle seks-otte mand, som gerne vil hjælpe. Det er aldrig et problem, siger han.

Fisker Jesper Olsen ville gerne indberette tabte fiskenet gennem en app, hvis den fandtes i Danmark.

- Der er ikke noget formål med, at de står der og der går fisk deri, og de sidder der og dør. Det kan ingen være lykkelige over. Så det ville jeg helt sikkert gøre, hvis der var en app, hvor man kunne henvende sig. Så man vidste, at der var nogen, der tog sig af det. Vi kan af gode grunde ikke rigtig komme derned, siger han.

Et udsnit af de fiskekroge, som Løkken Sportsdykkerklub har fundet på bunden af havet. (Foto: © Anna Hjortdal, P1 Public Service)