En infight om renset hospitals-spildevand er i fuld sving på Fyn.
Her stikker supersygehuset Nyt OUH inden længe spaden i jorden og begynder at bygge et renseanlæg, der skal fjerne medicinrester og bakterier, og hvad der ellers kommer ud med spildevand fra et sygehus.
En halv million liter vand skal renses i døgnet, og Nyt OUH har fået lov til at sende sit rene vand direkte ud i et lille nærliggende vandløb, Killerup Rende, hvorfra det i sidste ende havner i Odense Fjord.
Vandet bliver så rent, at det ikke vil skade vandløbet, forsikrer projektleder Bjarne Brisson, Nyt OUH.
- Vi laver det reneste rensede spildevand i Danmark. Det bliver renere end drikkevandskvalitet. Jeg kan ikke se, at vi har et problem, og vi er naturligvis ikke interesseret i at forurene miljøet, siger Bjarne Brisson og henviser til, at et lignende anlæg har renset vandet på Herlev Hospital i syv år.
En omgang rens mere
Danmarks Sportsfiskerforbund kan til gengæld se et problem. For både sårbare vandløb og renseanlæg – ikke bare på Fyn, men også resten af landet.
Derfor har forbundet klaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, og afgørelsen bliver principiel, mener sportsfiskerne.
De vil have det rensede vand til endnu en omgang rens i det kommunale renseanlæg, Ejby Mølle – det vil fordyre projektet med mange millioner.
- Det afgørende er, at renseanlægget Ejby Mølle leder ud i Odense Å, hvor der sker en større opblanding. Hvis der er noget – medicinrester, hormoner og miljøfremmede stoffer – i spildevandet fra OUH, så bliver det blandet op i en større grad end i Killerup Rende, siger Lars Brinch Thygesen, natur- og miljøkonsulent i Danmarks Sportsfiskerforbund.
Meget skrappe krav
Det er Odense Kommune, der har givet Nyt OUH udledningstilladelsen, og kravene til Nyt OUHs renseanlæg er meget skrappe, siger Karina Buch, der er kontorchef i Vandhåndtering og Gartneri i Odense Kommune.
- Der er stillet vilkår, og der er lavet beredskabsplaner, og vores vurdering er, at det er fuldt forsvarligt at kunne tillade den her udledning til vandløbet, også selv om det er et sårbart vandløb, siger hun.
Brian Kronvang er professor på Institut for Escoscience ved Aarhus Universitet, og han mener, at sportsfiskerne har fat i den lange ende.
- Hvis man leder nyt spildevand ud i en å eller en bæk, er der meget stor risiko for, at man forringer tilstanden, fordi man tilfører nye stoffer. Også selv om man har renset vandet så godt, som man kan.
- Her er der stor risiko for, at det fine vandløb – Lindved Å - der løber gennem Odense by, får en dårligere tilstand. Det må man ifølge EU's vandramme-direktiv ikke risikere, fastslår han.
Prisen stiger med 38 millioner
Sagen om Nyt OUHs spildevand har ligget i Miljø- og Fødevareklagenævnet i 2,5 år – siden sommeren 2021. Sagen er særligt kompleks, skriver nævnet i en mail til DR, men den forventes afgjort i løbet af de kommende måneder.
Imens har Nyt OUH sendt sit renseanlæg i udbud. Prisen er 87 millioner kroner for anlæg og ti års drift.
Hvis Danmarks Sportsfiskerforbund får medhold i sin klage, stiger prisen med 38 millioner kroner, fordi renseanlægget skal tilsluttes det kommunale anlæg. Desuden kommer det efterfølgende til at koste 1,6 millioner kroner årligt i afledningsafgift.
- Vi gør ikke det her for at gøre tingene dyrere for Nyt OUH eller for at genere nogen. Vi klager, fordi vi vil have præciseret lovgivningen – og får Nyt OUH lov til det her, så kan alle andre også få lov at lede spildevand ud i sårbar natur, siger Lars Brinch Thygesen.