Spis klimavenligt: Kom med eksperten på indkøb

Cirka en tredjedel af verdens udslip af drivhusgasser kommer fra landbrug og produktion af fødevarer. Se, hvordan du kan tænke på klimaet, når du handler.

Når FN kommer med en advarsel om, at klimaforandringer kan give forstærke risikoen for konflikter, hungersnød og oversvømmelser, kan det være svært at se, hvordan man kan påvirke så store bevægelser i sin hverdag.

Et sted at begynde kan være i de daglige indkøb.

Det siger professor Kirsten Halsnæs, der forsker i klima og beskæftiger sig med klimapåvirkninger og reduktion af drivhusgasser ved Klima- og økonomi på Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

Hun giver en guidet indkøbstur, hvor hun fortæller, hvilke madvarer der er gode og dårlige for klimaet.

Kød

Kylling er det bedste at sætte tænderne i, hvis du vil have kød og samtidig tænke på klimaet.

- Den er god. Der skal meget mindre foder til at lave et færdigt kilo kød, siger Kirsten Halsnæs.

En 'rib eye' oksebøf er til gengæld mere problematisk siger forskeren.

- Den smager rigtig godt, og vi har lyst til at spise den, men der er rigtig store drivhusgasudslip, når vi spiser oksekød, siger Kirsten Halsnæs.

Det skyldes, at kødet kommer fra drøvtyggere, der har flere maver, som fordøjer.

- Så de bøvser, og de prutter, og der kommer nogle gasser, som er særligt skadelige for den globale opvarmning, siger Kirsten Halsnæs og påpeger, at kyllingen ikke har samme problem med gasser fra maven.

Hun mener ikke, at det alene skal være op til forbrugerens dårlige samvittighed, men hun ser gerne, at prisen på kød afspejler den effekt, det har på klimaet, så oksekød bliver dyrere end kylling.

Grøntsager

Grøntsagerne er det bedste valg, hvis man vil leve klimavenligt, da de har et langt mindre udslip af drivhusgas pr. produceret kilo.

- Det er klart en vinder, vi har her, siger Kirsten Halsnæs med et bundt porrer i armene.

Særligt godt er det, hvis det har groet på friland, hvor man ikke bruger energi på at opvarme drivhuse og lys, forklarer hun.

- Allerhelst grøntsager, der er dyrket herhjemme, på friland og som svarer til årstidens grøntsager, siger professoren.

Tilbehør

Hvis man spiser tilbehør til sine grøntsager og kød, skal man vælge kartofler frem for ris, hvis man tænker på klimaet.

- Risene har nogle særlige drivhusgasudslip, fordi markerne bliver oversvømmede, og så kommer der en proces, som giver nogle særlige drivhusgasser, siger professoren.

Tredjedel af drivhusgasser

Drivhusgasserne fra landbruget og fødevareproduktionen udgør op mod en tredjedel af verdens samlede drivhusgasser, forklarer Kirsten Halsnæs.

- Den globale opvarmning er ved at blive rigtig alvorlig, hvor der kan komme fødevaremangel, oversvømmelse, som vi har set i Danmark, og kraftige storme og tyfoner som på Filippinerne.

- Så på madfronten er vi også nødt til at tænke os nærmere om, siger forskeren. Hun tilføjer, at klimaforandringerne også kan påvirke fødevarepriserne og udbuddet.

- Der kan blive knaphed i fødevareforsyningen allerede inden for 30 år ifølge FN's ekspertpanel.