Spionagesagen: Mand fængslet i Holland - mistænkt for terror i Iran

Terrormistænkt har tæt forbindelse til spionmistænkte eksil-iranere i Danmark.

Politiet lukkede 28. september 2018 Sjælland ned på grund af frygt for et attentat mod eksil-iraner (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

En 40-årig iransk mand er i dag blevet fængslet i to uger, mistænkt for at have forberedt et eller flere terrorangreb i Iran.

Det oplyser talsmand Wim de Bruin fra den hollandske anklagemyndighed til DR Nyheder.

Manden blev anholdt i byen Delft i Holland mandag og kobles til den spionsag, som PET samme dag fortalte om på et pressemøde. Først i dag besluttede en dommer ved retten i Rotterdam at varetægtsfængsle ham.

Mandag anholdt dansk politi samtidig tre eksil-iranere fra Ringsted, som er mistænkt for at have spioneret i Danmark - på vegne af Saudi-Arabien.

Både de tre fængslede eksil-iranere fra Ringsted og den nu fængslede 40-årige iranske mand i Holland har tilknytning til den iransk-kritisk gruppe ved navn Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahvaz - forkortet ASMLA.

Gruppen kæmper for arabisk selvstændighed til den sydvestlige provins Khuzestan i den sydvestlige del af Iran.

Iran mener, at gruppen er en terrorbevægelse.

I Danmark producerer gruppen tv fra Ringsted. I Holland laver den tv fra byen Rijswijk, som de danske eksil-iranere også er tilknyttet.

Det fremgår af de danske og hollandske virksomhedsregistre, at der er tætte bånd mellem gruppen i Holland og i Danmark. Blandt andet går navne og telefonnumre på personer igen begge steder.

Fra både den hollandske anklagemyndighed og PET har det lydt, at der har været et tæt samarbejde mellem landenes efterretningstjenester i forbindelse med de nye anholdelser.

PET: Iran og Saudi-Arabien spionerer

Sagen om eksil-iranerne i Danmark kom i offenlighedens søgelys 28. september 2018, da politiet lukkede store dele af Sjælland ned, fordi de frygtede et angreb mod eksil-iranerne i Ringsted.

Frygten var velbegrundet, selvom det viste sig, at der ikke var et angreb i gang.

Tilbage i 2017 blev en leder af ASMLA, Ahmad Mola Nissi, dræbt i Holland. Den hollandske regering mener, at det er den iranske efterretningstjeneste, som stod bag.

I sommeren 2018 afværgede belgiske og franske myndigheder et angreb mod en konference i Frankrig, som en regeringskritisk iransk gruppe skulle holde.

Og lige inden politiet lukkede Danmark ned i september 2018, konstaterede PET's livvagter, at en person spionerede mod lederen af ASMLA's bopæl i Ringsted.

Den mand, der ifølge politiet stod for spionagen, har siddet varetægtsfængslet i over et år.

Informationerne, han indsamlede, blev ifølge PET givet til den iranske efterretningstjeneste, som ville dræbe lederen af den eksil-iranske gruppe.

Siden blev de tre eksil-iranere selv sigtet for at bruge deres tv-station i Danmark til at hylde et terrorangreb, der skete mod en militærparade i Iran 22. september 2018.

Her blev 25 personer dræbt.

Ifølge Iran stod medlemmer af en væbnet gren af ASMLA bag angrebet, hvilket fik landet til at kræve alle personer i Europa med tilknytning til gruppen udleveret og straffet.

Nu over et år efter er de tre iranere sigtet for at spionere på vegne af Saudi-Arabien.