Spionage-sag: Journalist, der udviste 'mistænkelig' adfærd, er løsladt igen

En egyptisk journalist er blevet løsladt igen klokken 15.30.

Politiet var talstærkt til stede ved Retten i Roskilde i dag.

Midt- og Vestsjællands Politi holdt kortene tæt ind til kroppen, efter at de i dag havde anholdt en mand, der havde udvist mistænkelig adfærd ved Retten i Roskilde.

Det viste sig dog, at den egyptiske mand er journalist og dermed havde et legalt formål ved retsmødet, hvor han skulle dække et grundlovsforhør, hvor tre eksiliranere, som er sigtet for at have spioneret for Saudi-Arabien mod både personer og virksomheder gennem en periode på seks år, bliver fremstillet.

Manden blev anholdt klokken 11.28. men efter afhøring er han blevet løsladt igen, da man konstaterede, at der var tale om et 'legalt' forhold, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

- Med det forhøjede sikkerhedsniveau, vi i dag har kørt i anledning af grundlovsforhøret i Roskilde Ret i sagen vedrørende spionage, tager vi ingen chancer. Hverken i forhold til retshandlingen, de mistænktes sikkerhed, de fremmødte journalister eller borgerne i Roskilde i øvrigt, siger vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard.

Til DR Nyheder fortæller manden, at han er journalist på den Qatar-baserede tv-station Al Jazeera, og at han primært dækker Tyskland og Belgien.

Journalisten hedder Abdullah Elshamy og er journalist på Al Jazeera.

Tre sigtede nægter sig skyldige

Grundlovsforhøret i Retten i Roskilde er stadig i gang 12.30. Her er tre ledende medlemmer af gruppen ASMLA, som består af eksiliranere, der er kritiske over for det iranske styre, sigtet for spionage og for at have hyldet et terrorangreb.

Politiets Efterretningstjeneste mener, at de tre mænd spionerede for en saudiarabisk efterretningstjeneste mellem 2012 og 2018.

De nægter sig alle skyldige. Offentligheden har dog ikke mulighed for at høre deres eventuelle forklaringer, da grundlovsforhøret foregår bag lukkede døre.

Artiklen er opdateret med oplysninger om, at manden er løsladt igen.

Hvem er ASMLA?

  • ASMLA står for gruppen Arab Struggle Movement for the Libération of Ahwaz.

  • Iran betragter medlemmerne af ASMLA-bevægelsen som terrorister. Gruppen, der har afdelinger i flere lande, er dog ikke på EU's liste over terrorbevægelser.

  • Bevægelsen kæmper for en selvstændig stat i det sydvestlige Iran rundt om byen Ahwaz.