'Spændende, interessant og sjovt': Mindreårige vil gerne gå på undercover alkohol- og tobaksjagt i butikkerne

Det er en god idé med "mystery shoppere" - og et spændende job, mener både sønderjyske og fynske unge.

På Aabenraa Statsskole har flere af de unge - også Thomas og Luan her - købt alkohol, de ikke er gamle nok til at købe. (Foto: © Mette Marie Twisttmann)

Fra unge rundt i landet lyder der et ja tak til et lidt anderledes studiejob for Sikkerhedsstyrelsen.

De vil nemlig gerne være kontrolkøbere eller "mystery shoppere", som de også kaldes. Det er unge mellem 15 og 17 år, der skal sendes ud i landets butikker for at tjekke om, de kan købe alkohol og tobaksprodukter uden at blive spurgt om id.

Det er et af elementerne i en ny forebyggelsesplan for børn og unge, som blev indgået af et bredt politisk flertal på Christiansborg i går.

På Aabenraa Statsskole vil blandt andre Thomas Olesen fra 2.g slå til, hvis Sikkerhedsstyrelsen vil bruge ham som kontrolkøber.

- Det lyder meget interessant og som noget, jeg gerne vil prøve, siger han.

Fra Sikkerhedsstyrelsen lyder det, at arbejdet med de unge skal tilrettelægges på en måde, så de ikke får butiksmedarbejderne til at begå en forbrydelse, som de ellers ikke ville have begået.

- Det betyder for eksempel, at vi ikke bevidst vil sende mindreårige ind i butikkerne, som ser langt ældre ud, end de er, siger Maibrit Brandt, der er direktør i Sikkerhedsstyrelsen.

Hvor mange unge kontrolkøbere Sikkerhedsstyrelsen vil have, kan de ikke sætte tal på. I første omgang er det en forsøgsordning, der løber i to år og træder i kraft fra 2025.

På Nordfyns Gymnasium er også Olivia Pedersen, der er 16 år og går i 1.g, klar på at være "mystery shopper" for styrelsen.

Kiosker og andre butikker kan fra 2025 få besøg af mystery shoppere.

- Det kunne være meget sjovt at være med til at teste, for jeg synes selv, at det ikke er i orden, at man kan købe ting, man ikke er gammel nok til, siger hun.

Tilbage på Aabenraa Statsskole mener Nicole Andersen fra 1.g også, at det er en 'fed' mulighed og en god idé.

- Det kunne være spændende at se, hvilke butikker der tillader det, og hvilke der ikke gør. Og jeg tror, at det vil få flere til at spørge om id, siger hun.

God idé, men...

Hos flere af landets fag- og brancheforeninger for købmænd bliver der rystet på hovedet over tiltaget. De mener nemlig, at det både vil skabe konflikt og utryghed, når de unge medarbejdere bag kassen skal tjekke andre unge for id.

Men det er Luan Ryaa, der går i 2.g på Aabenraa Statsskole og selv er kassemedarbejder i en butik, uenig i.

- Det er en god idé i forhold til sikkerhed for de unge, siger han.

Også Freja Hansen på 16 år fra 1.g på Aabenraa Statsskole er klar til at give sig i kast som tobaks- og alkoholagent. Selvom hun er positiv overfor tiltaget, tror hun ikke, at det vil virke.

- Det vil være irriterende (med mystery shoppere, red.), men en god idé for at få os til at drikke mindre. Jeg tror bare ikke, at det ville hjælpe noget. Man får bare sine venner eller forældre til at købe det, siger hun.

Heller ikke Ruben Solberg Hansen på 17 år fra Aabenraa Statsskole tager godt imod kontrolkøberne. Det er nemlig forældrene, der i stedet skal sikre god opdragelse af deres børn, mener han.

- Det vil ikke virke, og der bliver allerede tjekket meget id, så jeg føler ikke, at der er et problem. Det er forældrenes ansvar at få gode værdier i deres børn. Det er ikke butikkerne og staten, der skal opdrage de unge, siger Ruben Solberg Hansen.