Spækhuggere observeret i det nordjyske

Lokal fuglekigger opdagede tirsdag morgen en flok på tre spækhuggere ud fra Skagerrak.

Spækhuggere i Vesterhavet. Arkivfoto. (Foto: © Rasmus Due Nielsen, Det Nationale Center for Miljø og Energi)

Ornitologen Rolf Christensen fik andet end fugle at se i sit teleskop omkring klokken halv syv tirsdag morgen.

I Skagerrak lidt nord for Grenen kunne han observere tre spækhuggere svømme vestpå, blot 500 meter fra kysten.

- Jeg ser først i mit teleskop, hvad, jeg tænker, er en ubåd, der dykker. Men da den er væk, tænker jeg, det var da en hval. Kort efter kan jeg få bekræftet, at det var spækhuggere, skriver Rolf Christensen i en mail.

Så dem i otte minutter

Ifølge ham var der tale om en stor voksen han og to mindre hunner.

- Igennem hele otte minutter kunne de ses svømme tæt på kysten. Til sidst forsvandt de ude nord for Batterivej, skriver han.

Hvad der får dem sydpå mod Danmarks nordkyst, er uvist, men han mener, at de rette omstændigheder gør, at man oftere kan se spækhuggere og andre fremmede hvaltyper i Skagerrak end noget andet sted i Danmark.

- Tæt på kysten i Skagerrak er vandet meget dybt. Der findes ikke mange andre steder i Danmark, der har 200 meters dybde tættere på kysten end der, forklarer han til Ritzau.

Omringet af spækhuggere i maj

Sidste gang, spækhuggere blev observeret i dansk farvand, var i maj måned, hvor to lystfiskere fra Thy fik sig noget af en overraskelse, da de blev omringet af syv spækhuggere vest for Hanstholm.

Den stigende tendens af hvalobservationer ud fra Danmarks kyster kan skyldes den forbedrede teknologi.

Det siger Rolf Christensen, der med sin kikkert til 18.000 kroner kan spotte fugle på op til syv kilometers afstand.

/ritzau/