Sorgen ligger tungt over politistation i Albertslund: Jeg har ikke oplevet noget så voldsomt før

Lokale møder op på gerningsstedet i Albertslund for at vise sympati for den dræbte betjent.

Dennis Schilling er en af de mange, der har valgt at møde op ved gerningsstedet i Albertslund, hvor en 43-årig betjent i går blev skudt i hovedet.

De første blomster og lys blev plantet ved politigården i Albertslund allerede i går, efter den 43-årige betjent var blevet skudt.

Kort efter nyheden om betjentens død i eftermiddag kom flere til for at vise respekt for betjenten og hans pårørende. Blandt andre Dennis Schilling.

- Det er tragisk, at en betjent helt tilfældigt er blevet skudt ned. Jeg bor et stenkast herfra og har boet her i snart 12 år, og jeg har ikke oplevet noget så voldsomt før. Det virker som en vanvidshandling, og det er forfærdeligt, og jeg har ondt af familien og vennerne, siger Dennis Schilling.

Betjenten, som var hundefører, var ved at klargøre en bil foran politigården i Albertslund, da gerningsmanden kom bagfra og skød på klos hold.

Flere lokale i Albertslund har valgt at møde op på gerningsstedet ved politigården for at vise respekt.

Drabet er ekstra tragisk, mener han, når en betjent er offeret.

- Politiet er jo ansat til at skabe lov og orden i vores land og sørge for, at vi har det trygt. De har en særlig funktion i samfundet, så det er tragisk, når en betjent bliver skudt ned.

Thomas Matschofsky, der arbejder i Ballerup ikke langt fra Albertslund, er kommet til gerningsstedet med sin familie.

- Vi er for at vise vores sympati. Det er chokerende, at en betjent er blevet slået ihjel, så vi ville gerne lige sætte et lys og en blomst for at vise vores medfølelse.

- Det er altid forfærdeligt, når det er dem, der skal passe på os, der helt hensynsløst bliver bliver skudt ned. Det ryster en lidt mere, når det er ordensmagten, siger Thomas Matschofsky.

Stemningen ved politigården er tung, bekræfter han.

- Når man ser lysene, blomsterne og kollegaerne til betjenten, så bliver man lidt rørt af situationen.

Den formodede gerningsmand er indtil videre blevet sigtet for forsøg på manddrab og for at stjæle et våben. Han er fængslet i fire uger og skal nu mentalundersøges.

I klippet herunder kan du se folk lægge blomster og tænde lys på stedet, hvor den 43-årige betjent i går morges blev skudt.