Sommeren ser ud til at blive en ekstraordinær varm, tør og solrig omgang, og det øger risikoen for flere solbrændte unger.
Derfor er det nødvendigt at være særlig opmærksom på, at børn bliver beskyttet godt mod solens hårdtarbejdende stråler, fordi de i sidste ende kan betyde smertefuld rød hud og øge risikoen for hudkræft.
Det er budskabet fra Kræftens Bekæmpelse, som på baggrund af en større undersøgelse af danske børn kan fortælle, at usædvanligt mange blev solskoldede i 2018, som ligesom i år var ekstrem tør og solrig.
Tallene viser, at 39 procent af børnene i Kræftens Bekæmpelses undersøgelse blev solskoldet i Danmark i sommeren 2018.
Til sammenligning blev 26 procent af børnene solskoldet sidste sommer.
Kræftens Bekæmpelse: Solcreme, solhat, skygge
Det skyldes, at danskere samlet set fik mere UV-stråling over kort tid, vurderer Kræftens Bekæmpelse.
- Vi ved, at det betyder noget, når solen skinner rigtig meget, og solen er stærk, og vi i øvrigt er ude meget af tiden uden meget tøj på, siger Peter Dalum fra Kræftens Bekæmpelse.
Opfordringen lyder derfor på solcreme, solhat og skygge.
Og man skal endelig ikke lade sig snyde af, at det ikke helt er højsommer endnu, for UV-indekset topper typisk her i juni, fordi solen står højest på himlen, siger Peter Dalum.
Solskoldning øger risiko for kræft
Især det med at holde pauser fra solen er vigtigt for at beskytte huden, lyder det fra Peter Dalum.
- Vi er nødt til at forholde os til, at vores hud ikke er velegnet til så godt vejr, som vi får nu. I hvert fald ikke, hvis vi ser på kræftrisikoen over lang tid, siger han.
Men Peter Dalum beroliger en smule og understreger, at det er ikke sådan, at man kan sætte lighedstegn mellem én enkel skoldning og hudkræft, siger han og uddyber:
- Men vi kan se, at når folk får meget UV-stråling, kan man måle DNA-skader.
DR's meteorolog Thomas Mørk spår ligeledes større risiko for solskoldninger, fordi den står på stort set skyfrit vejr, som betyder et tyndere ozonlag og mere stråling, som giver et højere UV-indeks.
I weekenden bevæger vi os i Danmark mod et UV-indeks på seks og dermed fra moderat til høj UV-stråling.
UV-indekset ligger omkring syv, når det er allerhøjest i Danmark.
- Vi er ved at være tæt på maksimum, siger vejrværten og understreger, at UV-indekset ikke hænger sammen med, hvor varmt eller koldt der er.
Så vejrudsigten kalder på rigeligt med solcreme, siger Thomas Mørk.
Det positive er, at danskerne generelt er blevet bedre til at smøre sig ind i solcreme, siger Peter Dalum.