Det somaliske mindretal i Aarhus forsøger nu at stoppe, at flere udbrud af coronavirus kommer helt ud af kontrol.
Derfor er fester og bryllupper foreløbig aflyst og alle foreninger, hvor de somaliske minoriteter mødes lukket indtil videre.
Det fremgår sammen med en række andre tiltag af en pressemeddelelse fra AarhuSomali, som er en sammenslutning af 12 somaliske foreninger i Aarhus.
Ifølge BT udgør somaliere 85 af de i alt 150 nye coronatilfælde i Aarhus denne uge.
Talsmand for AarhuSomali Abdirahman M. Lidle anslår, at der er omkring 5.000 somaliere i Aarhus.
- Det aller vigtigeste for os nu er at få bremset smittespredningen, siger Abdirahman M. Lidle.
Repræsentanter for en række somaliske foreninger, moskeer og boligområder i Aarhus har sammen med Aarhus Kommune torsdag aften holdt et møde om at begrænse coronasmitten blandt somaliere.
Her blev der oprettet en corona-taskforce, som har vedtaget en række foranstaltninger, der skal sikre at smittespredningen stopper.
En af foranstaltningerne er, at den nye corona-taskforce opsøger steder, hvor somaliere oftes samles, som eksempelvis i moskeer eller i Bazar Vest, og beder dem om at gå hjem.
Abdirahman M. Lidle er koordinator i den nyoprettede taskforce.
Han siger, at han ikke kan forestille sig, at foranstaltningerne ikke vil blive overholdt, da det somaliske samfund står sammen om at stoppe smittespredningen.
- Det her er noget, vi somaliere gør sammen, og det kommer fra hjertet af.
Aarhus hårdt ramt
Det er ikke kun det somaliske mindretal, der har fået nye regler. Resten af Aarhus skal også følge nogle nye regler.
Sundhedsminister Magnus Heunicke har netop orienteret Folketingets partier om nye tiltag for at stoppe smittespredningen i Danmarks næststørste by.
Blandt andet bliver det nu et krav at bære mundbind i offentlig transport, hvis man ikke kan undgå tog, letbane eller busser. Desuden anbefales det at udskyde fysisk fremmøde på gymnasier og andre ungdomsuddannelser i 14 dage, ligesom folk anbefales at arbejde hjemme.
På mødet mellem de somaliske foreninger, moskeer og boligområder i Aarhus blev der vedtaget følgende foranstaltninger:
- •
Alle foreningerne, hvor man normalt mødes, holder lukket fra nu af og indtil situationen er bedre.
- •
Alle sammenkomster, fester, bryllupsfester, fodboldspil mv. aflyses indtil videre.
- •
Der oprettes et online-forum, hvor der løbende informeres om situationen og retningslinjer.
- •
Det indskærpes, at personer i isolation overholder deres isolation. Taskforcen tilbyder at stå for indkøb af mad og medicin til isolerede.
- •
Det indskærpes, at man ikke unødigt besøger hinanden i hjemmene.
- •
Personer fra taskforcen opsøger steder, hvor somaliere ofte samles, og anbefaler at de går hjem.
- •
Foreningerne koordinerer indbyrdes, hvordan man forholder sig til den øgede coronasmitte.
- •
Taskforcen gør opmærksom på, at corona ikke er tabu-agtigt som f.eks. aids og hiv, men at det er som en influenza, alle kan få.
- •
Der oplyses om, at hvis man ikke selv kan isolere sig, kan kommunen tilbyde overnatning på hotel.
- •
Kilde: AarhuSomali