Somalisk forældrepar idømmes fængsel for omskæring af døtre

Somalisk forældrepar findes skyldig i at have ladet to mindreårige døtre omskære under Afrika-rejse.

Retten i Kolding idømmer et somalisk forældrepar halvandet års fængsel i principiel sag om omskæring af to piger.

Moren idømmes betinget udvisning med en prøvetid på to år.

Dommer og domsmænd har været enige om afgørelsen, oplyser retsformand Tina Gehlert Schmidt.

Parret, der er bosiddende i Fredericia, har nægtet sig skyldig og anfægtet præmissen om, at pigerne overhovedet er blevet omskåret.

Den 39-årige mor har i retten forklaret, at hun selv blev omskåret som barn. Det var en traumatiserende oplevelse, og hun kunne aldrig selv drømme om at udsætte sine døtre for noget lignende, har hun forklaret.

En dom tidligere

Anklager Helle Kaad Iversen har med baggrund i en retsmedicinsk undersøgelse fra Odense Universitetshospital fastholdt, at pigerne har fået bortskåret klitoris og dele af de ydre kønslæber.

Der er kun anden gang, der er rejst tiltale efter paragraffen i straffeloven om kvindelig omskæring.

I 2009 blev en kvinde ved Retten på Frederiksberg idømt fængsel i to år for at have ladet sine to døtre omskære under en rejse i Afrika. Dommen blev gjort delvist betinget.

Fakta

  • Omskæring af piger er en flere tusinde år gammel skik, som praktiseres især i Afrika.

  • Kvindelig omskæring er en delvis eller fuldstændig fjernelse af de primære kvindelige kønsorganer omkring skeden og eventuelt sammensyning af de ydre skamlæber.

  • Omskæring ses i nogle kulturer som en nødvendig forberedelse af pigen til voksenliv og ægteskab.

  • Kvindelig omskæring finder sted i 29 lande og er mest udbredt i Nord- og Centralafrika, dele af Mellemøsten og Asien.

  • I Djibouti, Eritrea, Etiopien, Sierra Leone, Somalia og Sudan er over 80 procent af kvinderne omskåret, mens det i andre nord- og mellemafrikanske lande er 10 til 30 procent.

  • Indgrebet er forbundet med store smerter og risiko for varige skader.

  • Senere i livet kan omskæringen give problemer i form af blandt andet vandladningsbesvær og nedsat sexlyst.

  • FN anslår, at op mod 200 millioner kvinder verden over er omskåret.

  • Det er strafbart i Danmark og for danskere i udlandet at omskære eller lade ens døtre omskære. Kilder: Ritzau, sundhed.dk.