Retssagen mod den tidligere forstander på Solhaven, Søren Virenfeldt og 11 af hans ansatte, blev genoptaget i Retten i Aalborg i dag efter en længere sommerpause.
På programmet var spørgsmålet om, hvorvidt Søren Virenfeldt orkestrerede en voldelig linje mod de unge, som han var forstander for på bostedet Solhaven.
Anklagemyndigheden førte tre vidner, der alle har været ansat på Solhaven, for retten.
Blev ikke klogere
Alligevel blev retten ikke meget klogere på, om Søren Virenfeldt har tilskyndet til brug af vold overfor de unge.
- Jeg er overrasket over, at ingen af anklagemyndighedens tre vidner kom ind på, hvordan Søren Virenfeldt havde en ledende rolle i forhold til den vold, som anklagemyndigheden påstår, har fundet sted imod de unge. Den ledende rolle for volden blev i dag ikke belyst, siger DR's retskorrespondent Claus Buhr.
Anklagemyndigheden repræsenterer 21 tidligere beboere på Solhaven, der påstår at Søren Virenfeldt og 11 af hans ansatte har udsat dem for vold, mishandling og trusler.
I anklageskriftet er 75 forskellige punkter, hvoraf flere er konkrete episoder, hvor de unge mener, at de er blevet udsat for vold.
Gav de unge lussinger
Under dagens retsmøde spurgte anklageren de tre vidner ind til en række episoder af voldelig karakter på bostedet.
Men ingen af episoderne var nævnt i anklageskriftet, og derfor lykkedes det forsvaret at få dommeren til at standse udspørgningen.
Lidt klogere blev Retten i Aalborg dog gennem de tre vidner. En yngre mand, der har arbejdet på Solhaven fortalte om forstanderens facon overfor de unge:
- Når Søren (Virenfeldt, red) kom ind, fik de unge en lussing. Jeg er overbevist om, at han ikke selv vurderede det som vold, men man må altså ikke slå børn, sagde han.
Nervøst vidne
Vidnet blev ført ind og ud af retten af en politibetjent, hvilket han selv havde bedt om, da han følte sig nervøs ved at skulle stå over for sine tidligere kollegaer.
- De er jo nogle store gutter, sagde han og henviste til de 11 tidligere ansatte på Solhaven, der sammen med forstanderen er tiltalt for vold.
Søren Virenfeldt og de elleve tidligere ansatte på Solhaven nægter sig skyldige i anklagerne. Der forventes dom inden jul.