Sol er blevet en bedre forretning end hvede: Landmænd viser stor interesse for at etablere solceller

Det er både godt for den grønne omstilling og økonomien, peger flere landbrugsforeninger på.

Her er det Hjolderup vest for Aabenraa, hvor flere marker er blevet omlagt til solceller. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

I fremtiden kan det være, at en køretur gennem det danske sommerlandskab ikke i samme omfang kommer til at byde på afgrøder, der bølger i vinden.

Det kan derimod blive afløst af solceller, der glimter i solen.

I hvert fald udviser mange landmænd stor interesse i at få opstillet solceller på deres arealer.

Det fortæller flere landbrugsorganisationer og landmænd. Hos LandboNord, der rådgiver nordjyske landmænd om vidt og bredt, oplever man en stor interesse for solceller, fortæller LandboNords chefkonsulent i planterådgivning, Søren Greve Olesen.

- Generelt oplever vi stor interesse for alt, der vedrører energi. Det er både biogas, vind og sol.

- Jeg tror, at alle landmænd har været forbi og kigge på deres marker, om der var noget, der kunne bruges til solceller, fordi vi tapper ind i klimadagsordenen, og vi har mulighed for at gøre en god forretning, siger han.

Den samme tendens ser Jens Astrup Madsen, der er energichef i Landbrug & Fødevarer.

- Det er et rigtig godt eksempel på, at landbruget gerne vil være en konstruktiv medspiller for at realisere mål om en firedobling af vedvarende energi på land.

- Vi har stor erfaring med vedvarende energi-produktion, og lige nu er der rigtig mange, der er interesseret i solceller, og der er mange, der er interesseret i biogasanlæg. Vi vil gerne medvirke til at realisere målet, og vi ser et stort potentiale i, at vi kan levere en masse vedvarende energi, siger Jens Astrup Madsen.

For landbrugsarealer med jorde, der i forvejen læner sig op ad marginaljord, kan det være en god forretning at lave solceller. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix Denmark)

Bunkevis af ansøgninger hos flere kommuner

I flere nordjyske kommuner er der nok at se til i sagsbehandlingen af de mange ansøgninger, der lander fra landmændene om at etablere solcelleanlæg.

Eksempelvis har Hjørring og Jammerbugt Kommune hver modtaget ansøgninger på godt og vel 3.000 hektar solceller, mens der i Brønderslev Kommune også er travlt med sagsbehandlingen. Det er noget, borgmester Michael Klitgaard (V) er glad ved.

- Jeg synes godt om det, for vi skal fortrænge det fossile energi, og vi har i øjeblikket gang i omkring 2.500 hektar, som der er folk, der vil ansøge eller har ansøgt om at opstille solceller på, siger borgmesteren.

Der er dog også flere stopklodser. Planlægningsfasen er langsommelig, energiproduktionen fra solcelleanlæggene skal kobles på elnettet, og der skal bygges transformatorstationer, påpeger Michael Klitgaard.

Men alligevel er interessen stor, og det skyldes i særdeleshed også, at det er en god forretning, fortæller Søren Greve Olesen.

- Solcellerne slår alle vores kendte afgrøder for nuværende. Det udbytte, man kan få på en hektar med solceller, er der ikke nogen afgrøder, der kan konkurrere med set over flere år. Det er derfor, der er så stor interesse, siger han.

En af de landmænd, der godt kunne tænke sig at anlægge solceller på dele af sit areal, er Rene Lund Hansen, som er mælkeproducent ved Løgstør i Nordjylland.

- Udover den klimamæssige gevinst, så er der selvfølgelig også en økonomisk gevinst. Det er økonomi og teknik, der kommer til drive hele den grønne omstilling, og for de fleste bønder er det sådan, at blodet løber igennem højre baglomme, siger Rene Lund Hansen.

Han peger på, at landbruget i lang tid har leveret energiløsninger. Både halm til kraftvarmeværker og gylle til biogasanlæg.

- Det ligger i landbrugets DNA at producere energi, og det kan vi sagtens gøre samtidig med, at vi opretholder vores landbrugsproduktion.