Det var nøje planlagt, da den 43-årige Maria From Jakobsen sidste år blev dræbt af sin ægtemand Thomas Gotthard.
Det er kommet frem i Retten i Hillerød, hvor den 45-årige sognepræst i dag har tilstået sin handling, der kostede ham 15 års fængsel.
Han tilstod også, at han efter drabet parterede og bortskaffede liget, og at han lod som om, hans kone af egen fri vilje ville forsvinde.
- Der var tale om en nøje planlagt handling. Du havde indkøbt remedier og planlagt en dækhistorie på forhånd, sagde dommer Betina Heldman under domsafsigelsen.
- Det, at du har tilstået, kan ikke føre til lavere straf.
Thomas Gotthard skal betale hele sagens omkostning. Han fratages også retten til at arve eller få forsikringssummer og pensioner efter Maria From Jakobsen.
Tilstod drabet efter 7 måneders benægtelse
Den fulde forklaring blev givet under et indenretsligt forhør, hvor hverken presse eller pårørende måtte være til stede.
Men kort efter klokken 16.00 valgte anklagemyndigheden, at Thomas Gotthards forklaring var nok til, at sagen kunne køres som en tilståelsessag. Dermed blev retsmødet åbnet for offentligheden.
Den 43-årige psykolog Maria From Jakobsen forsvandt i oktober sidste år. I første omgang sendte Nordsjællands Politi en efterlysning ud.
Men knap tre uger senere anholdt Nordsjællands Politi hendes ægtemand for drabet på hende. Han har siden siddet varetægtsfængslet.
I syv måneder benægtede Thomas Gotthard drabet, men tilbage i juni kunne politiet oplyse, at man med sognepræstens hjælp havde fundet jordiske rester af Maria From Jakobsen.
På det tidspunkt havde han samtidig tilstået drabet over for politiet.
- Han tilstår nu, fordi hans nærmeste og Marias familie skal kunne komme videre. Han vil give familien fred. Han gik uden om sin forsvarer, fordi det ikke skulle virke som om, han ville strikke en handel sammen, lød det, da Thomas Gotthards forklaring blev læst op.
Planlagde drab i en uge
Det var anklager Anne-Mette Seerup, der læste op fra forklaringen, som Thomas Gotthardt havde afgivet under den lukkede del af retsmødet.
Her fremgik det, at sognepræsten havde planlagt drabet i en uge, inden at han slog sin hustru ihjel.
- Det er forfærdeligt at sige, men det gav en form for hobby, fremgår det af forklaringen, som anklageren læste op.
- Han lavede to do-lister om, hvad han skulle stille op med hende.
I anklageskriftet mod ham kunne man læse, at han den 19. oktober kørte i Føtex, hvor han læste etiketter på kemikalier for at afklare, hvad der var mest ætsende.
Han kunne huske, at han havde set et afsnit af Netflix-serien Breaking Bad, hvor et lig blev opløst i syre.
Derefter købte han en 208 liters tønde gennem Den Blå Avis, hvor han ville opbevare liget efter drabet og ætsende syre i byggemarkedet Jem&Fix.
Han planlagde også, at han ville få det til at se ud som om, at Maria From Jakobsen var forsvundet af egen fri vilje. Blandt andet ved at placere hendes bil i et område i Brønshøj og bruge et tidligere brev fra hende til ham som 'afskedsbrev.'
Den 26. oktober slog han så sin kone i baghovedet med en sten i deres fælles have og holdt hende for mund og næse i flere minutter, så hun blev kvalt.
Efterfølgende gemte han liget af Maria From Jakobsen i den indkøbte tønde i et aflåst skur.
Ville slette alle spor
Efter drabet kørte Thomas Gotthard liget til en forladt landejendom, hvor han hældte mange liter syre og kaustisk soda over det.
Han var dog ikke helt tilfreds med, hvordan kemikalierne virkede. Derfor besluttede han sig for at grave det ned ved en forladt jagthytte.
Han bliver dog igen nervøs for, at han kan blive opdaget og beslutter derfor at liget skal brændes. Han graver derfor igen liget op igen, parterer det og brænder ligdelene.
Det hele tager flere dage. Imens tror familien, at Maria From Jakobsen bare er forsvundet.
Flere gange i retten kom det frem, at Thomas Gotthardt forsøgte at slette sine spor efter drabet. I retten har han forklaret, at han flere gange sendte sms'er til sin kone 'som en slags alibi', og at han slukkede sin telefon, når han bevægede sig rundt.
Anklager: Tog koldblodigt livet af Maria
I løbet af dagens forklaring kom det frem, at Thomas Gotthard havde haft en affære i nogle år med en kvinde, som han havde mødt gennem sit arbejde.
Han kæmpede med sit indre kompas om at slå Maria ihjel, men havde planlagt det hele, lød hans forklaring til retten:
- Maria skulle dø, fordi han ville have fred, har Thomas Gotthard forklaret om drabet på sin hustru.
Men det er bestemt ikke en formildende omstændighed, mente anklageren, da hun procederede for 15 års fængsel.
- Det her er ikke en ulykkelig kærlighedshistorie om en mand, der skilte sig af med sin hustru, fordi han ikke kunne få sit livs kærlighed, sagde Anne-Mette Seerup.
- Det er historien om en mand, der koldblodigt tog livet af Maria From Jakobsen. Om en mand, der gik fra ægtemand til drabsmand, lød det under proceduren.
Og selvom politiet først fandt de jordiske rester af Maria From, da Thomas Gotthard viste dem, hvor de var nedgravet, så er det heller ikke en formildende omstændighed, mente anklageren.
- Det er rigtigt, at tiltalte har ført politiet til afbrændingen i Jyllinge, og det er rigtigt, at han har ledt os til Marias jordiske rester. Men resten har politiet selv klaret. Det er resultatet af intens politiefterforskning og adskillige arbejdstimer.
- Drabet var resultatet af en lang og uhyggelig planlægning, sagde anklageren, der altså senere fik dommerens ord for, at Thomas Gottgard skal idømmes 15 års fængsel.
Præst fik sidste ord i drabssag
Sognepræst Thomas Gotthard fik dagens sidste ord i Retten i Hillerød.
- Jeg slog Maria ihjel, læste han op fra en seddel, han havde skrevet.
- Jeg tog egenhændigt beslutningen at gøre en ende på hendes fremtid og hendes drømme. Samtidig fratog jeg vores børn deres ubetingede kærlighed – deres mor, sagde han, inden dommeren valgte at trække sig tilbage for at vurdere sagen.
Han tilføjede i retten, at ingen skal have ondt af ham, og at han selv var skyldig i den situation, han stod i.
- Jeg er skyldig i at have bedraget, løjet og manipuleret med jer alle sammen
- Jeg er skyldig i en komplet tragedie.
Thomas Gotthard har efter domsafsigelsen valgt at tage sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.