Søvn, mad og færre lektier. Sådan bliver dit skolebarn klogt

Forældre skal spørge ind til deres børn og sørge for god mad og hvile, hvis børnene skal blive kloge.

Det gør ikke dit barn klogere at lave flere lektier, end skolen lægger op til, vurderer eksperter. (© Colourbox)

Sæsonen for skolestart er sat ind. 67.000 børn begynder i 0. klasse i løbet af denne og næste uge, og de fleste større skolebørn er i dag vendt tilbage til klasseværelserne.

Om børnene kommer godt fra start med at lære, hænger tæt sammen med, hvordan deres forældre tackler skolegangen.

Det fortæller Niels Egelund, professor i pædagogik på Aarhus Universite, og forklarer, at forældre skal være opmærksomme på flere ting for at sikre, at deres børn bliver glade for lære.

Tal positivt om skolen

Hvilket råd, der står øverst på listen, er han ikke i tvivl om.

- Hvis man vil sikre, at ens barn har mod på at lære, er det allervigtigste, at man som forældre taler positivt om det, der sker i skolen, siger han.

Herefter er det vigtigt, at man som forælder husker at spørge ind til, hvad der sker i skolen - ikke kun fagligt, men også socialt.

- Hvis man mistrives socialt, går det ud over indlæringen, så det skal man forsøge at tage hånd om ved at tale med barnet eller ved at kontakte barnets lærer, siger Niels Egelund.

Loft for lektier

Vil man gerne have et så klogt barn som muligt, er opskriften ikke at tvinge barnet til at lave mere skolearbejde, end skolen selv lægger op til.

- Som forælder må man stole på, at skolen giver det, der skal til. For det meste er det en dårlig ide at lave ekstra lektielæsning, siger Niels Egelund.

Han opfordrer i stedet forældre til, at de skal koncentrere sig om at give børnene nogle hyggelige stunder og give dem input gennem kulturelle oplevelser eller ved at se nyheder sammen med dem.

- Hvis man ikke trækker børn ud i virkeligheden, holder de sig til egen verden som er meget fokuseret omkring chat og Facebook. Derfor et det vigtigt at hjælpe med at sætte dem ind i, hvad der sker i verden omkring dem, siger professoren.

- Lektiecafeer er et gode

Lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet, Niels Kryger, har forsket i lektielæsning er bakker Niels Egelund op i, at forældre ikke bør give børnene ekstra lektier for.

Han er desuden fortaler for, at lektierne bliver lavet på skolen, hvor børnene bliver hjulpet af lærere, der har forstand på det fag, lektierne handler om.

- Det gør mange forældre utrygge at give slip på at læse lektier med deres børn, fordi de mister kontrol. Men lektiecafeer er for det meste gode - også fordi, børnene så har fri, når de kommer hjem, siger Niels Kryger.

Basale behov

Hvis lektierne skal laves derhjemme, er det vigtigt, at de bliver lavet, inden det bliver for sent.

- Det er ikke meningsfyldt for børn at lave lektier, når de er trætte, fastslår Niels Kryger.

I det hele taget er det vigtigt, at forældrene gør en dyd ud af, at børnenes basale behov er opfyldt, hvis de vil sikre dem en så god skolegang som muligt.

- De skal ordentlig tid i seng og have god nok tid om morgenen. De skal have god mad hjemme og sunde madpakker med, og så skal de helst cykle til skole. Det betyder alt sammen meget for børnenes indlæring, siger Niels Egelund.