Sørgende spansk viceambassadør: Vi forventede det på en måde

Spanien flager på halv og har erklæret tre dages landesorg for at mindes de 13 personer, der blev dræbt i går.

- Mange europæiske lande er blevet angrebet, og på en måde var det forventet, at det også ville ske i Spanien, mener den spanske viceambassadør Francisco Javier Dago.

Terrorangrebene i Spanien har efterladt medarbejderne på den spanske ambassade i København i en tilstand af chok.

Det fortæller viceambassadør Francisco Javier Dago til DR Nyheder.

- 13 mennesker er døde, så 13 familier er ødelagt for evigt. De vil aldrig komme sig over det.

Ambassaden på Østerbro i København har fra morgenstunden flaget på halv, og personalet skal samles klokken 12 for at holde et minuts stilhed.

- Jeg kender personligt ingen, der kan være ramt af angrebene, men det er der mange, der gør, siger Francisco Javier Dago.

Ikke overrasket over angreb

Spanien blev i går udsat for to angreb, et i Barcelona, der har kostet mindst 13 personer livet, og et i byen Cambrils, hvor syv personer blev såret. Islamisk Stat har taget skylden for angrebet i Barcelona.

At Spanien bliver angrebet kommer ikke bag på Francisco Javier Dago.

- Mange europæiske lande er blevet angrebet, og på en måde var det forventet, at det også ville ske i Spanien. At det ikke er sket før skyldes, at politiet har ret godt styr på de islamistiske grupper og tidligere har haft succes med at stoppe grupper, inden de gennemførte angreb, siger han.

Angrebet i Barcelona blev sat ind på La Rambla, der er en yndet destination for turister, men Francisco Javier Dago håber ikke, at det vil få turisterne til at fravælge den populære gågade.

Tag stadig til Barcelona, lyder opfordringen.

- Ellers er det en succes for terroristerne, siger Francisco Javier Dago.

Den spanske regering har erklæret tre dages landesorg.